I år skal det lykkes: Spektakulært Smukoptog sætter fokus på Verdensmål
For første gang i Danmarkshistorien forsøger Smukfest i samarbejde med den italienske karnevalstrup, La Compagnia del Carnevale, og VIA University College Aarhus at gennemfør en happening med gigantiske papmachefigurer i et spektakulært optog fra KærligHeden til Capri.
SmukOptoget finder sted torsdag 3. august klokken 10 med start lidt syd for KærligHeden, og forventes at nå frem til Capri omkring middag. Her bliver flåderne parkeret resten af festivalen.
Optoget består af tre 17 meter lange og 13 meter høje flåder med bevægelige kæmpefigurer. Her er en tre etager høj isbjørnefigur, klimaaktivisten Greta Thunberg, velbjærgede mænd på et bjerg af affald, der guffer pengesedler og Tinmand med en lille lem ind til sit bankende hjerte.
Isbjørn, Greta og Tinmand
Hver flåde bærer sin egen historie om global opvarmning, voksende affaldsbjerge, brug-og-smid-væk mentalitet, skrot og knappe ressourcer, og udgør tilsammen et budskab om, at vi skal passe godt på hinanden og vores planet og huske på FNs Verdensmål – også når vi er på festival.
Optoget skulle sidste år have været et ekstra »velkommen tilbage«-krydderi ovenpå to Corona-aflysninger af festivalen, men myndighederne trak det røde kort få timer før, optoget skulle begynde. I år forventer festivalen dog at optoget bliver gennemført.
Ideen er at få skabt fokus på en vigtig dagsorden på en ny måde. FNs Verdensmål angår os alle sammen. Vi har kun den her ene planetClaus Rubin, VIA University College Aarhus
»Det var en kæmpeskuffelse og nedtur, da optoget blev aflyst sidste år, men det er også første gang i Danmarkshistorien, at en arrangør har forsøgt at skabe så stort et optog, så derfor er det også første gang, myndighederne har stået med sådan en opgave. Nu er alt forhåbentlig faldet på plads. Vi er så klar og glæder os helt vildt,« lyder det fra Klaus Rubin, der er lektor i drama og teater på VIA University College Aarhus.
Han er også manden, der samler alle trådende i optoget og er bindeleddet mellem festivalen, den italienske karnevalstrup og flokken af VIA-studerende, der deltager i optoget.
Fokus på Verdensmål
Kæmpefigurerne er skabt af La Compagnia del Carnevale sammen med Klaus Rubin. Han lærte karnevalstruppen at kende, da han tog til karnevalsbyen Viareggio i Italien og blev blæst bagover af deres evne til at skabe bevægelige karnevalsfigurer i papmache. Sammen skabte de den tre etager høje isbjørn til et projekt om at vokse op i Grønland. Projektet blev en succes på Grønland, og skulle have været på turne i Danmark, men det satte Corona i en stopper for.
I stedet finviterede Klaus en af sine gamle venner, Jonas »Pindhund« Hallberg, Smukfests finurlighedsmester, med til karneval i Viareggio, hvor ideen til et kæmpeoptog i forbindelse med Smukfest blev til.
»Ideen er at få skabt fokus på en vigtig dagsorden på en ny måde. FNs Verdensmål angår os alle sammen. Vi har kun den her ene planet, og vi skal passe godt på den. Vores håb er, at vi med det her kunstneriske udtryk og volumen kan få festivalgæsterne til at tage budskaberne til sig og måske ligefrem handle på dem,« forklarer Klaus Rubin om optogets tema.
VIA-studerende med i optog
I år deltager 120 pædagogstuderende fra VIA University College Aarhus i optoget. De har sammen med to koreografer fra den italienske karnevalstrup øvet koreografierne til isbjørne-hæren, the army of polar bears, som danser foran isbjørnen, og til danserne foran Greta Thunberg og de pengeædende mænd. De har også været med til at skabe en ny koregrafi til Tinmand, som der ikke var dansere nok til sidste år.
»Det her projekt er genialt til at lære de studerende at gøre noget med nogen. Det er desværre noget af det, der er på retur på deres studie – at tegne, fortælle, formidle og sætte i gang – men det er det her projekt helt fantastisk til,« konstaterer Klaus Rubin, der er begejstret over, at Smukfest giver de unge studerende mulighed for at få den oplevelse.
Unikt projekt
»Det er noget af det community building, som Smukfest bare er så god til. At invitere en uddannelsesinstitution og et professionelt karnevalskompagni fra Italien til sammen at bygge bro mellem pædagogik og kunst. Det er helt unikt,« tilføjer han.
Frem til starten på Smukfest har Klaus Rubin travlt med at få alle brikker til at falde på plads i det kæmpestore puslespil, som optoget har udviklet sig til. Blandt andet håber han, at de gadeteater-ensembler, som skal optræde på festivalen, også har mulighed for at deltage i optoget.
»Det var planen sidste år, og jeg håber, det kan lade sig gøre i år. Det krydser jeg fingre for.«