Model og nørd med perfekt eksamensbevis - Katrine har det fint med fordomme om HTX
Portræt: Katrine Stegenborg Steiness vil efter endt HTX prøve kræfter med en international modelkarriere.
19-årige Katrine Stegenborg Steiness fra Skanderborg er model med opgaver i udlandet. Hun har været del af Akademiet for Talentfulde Unge. Hun er netop blevet HTX-student med ene 12-taller på eksamensbeviset.
Katrines profil gør hende til en ung kvinde, HTX gerne vil kaste lys på. Hun kan være med til at nuancere billedet af de studerende på teknisk gymnasium, der tilsyneladende har fået ry for at være en uddannelse for introverte nørder.
Et emne, Katrine adresserede, da hun for nylig holdt dimissionstale på Teknisk Gymnasium, Skanderborg.
»Jeg snakkede meget om, at man møder en masse fordomme fra omverden. Folk mener, vi er socialt akavede og nørdede, og at vi drikker en masse energidrikke, mens vi spiller computer,« siger hun til Uge-Bladet Skanderborg.
I næste åndedrag påpeger hun, at mange af fordommene passer. Fordom bruges ofte som et negativt ladet ord, men Katrine ser ikke den stereotype beskrivelse af HTX-studerende som noget negativt.
»Nogle på min uddannelse går virkelig op i nogle nørdede ting, men det er fedt. Jeg har aldrig før på ét sted mødt så mange mennesker, der kan skyde med bue og pil og slås med våben,« siger hun og fortsætter:
»Jeg er selv mega nørd. Jeg går helt vildt op i håndarbejde. Jeg har hæklet og strikket og syet i undervisningstimerne. At finde strikketøjet kan aktivere et eller andet, hvis jeg har haft en time, hvor jeg har været ved at døse hen. Jeg har faktisk fundet ud af, det kan være vildt hjælpsomt.
Opskrift på 12-taller
Katrine Stegenborg Steiness fravalgte efter endt 9. klasse at fortsætte på STX, almen studentereksamen, fordi uddannelsen virkede »folkeskoleagtig bare på et højere niveau.« Arbejdsformen med projektarbejde og produktudvikling på HTX tiltalte hende til gengæld.
»Mange på uddannelsen går virkelig op i fagene. De gider godt have nogle fag, ikke så mange andre har, af personlig interesse.«
Interesse i fagene, Katrine har ikke mindst en forkærlighed for design, og et mindset om at gøre sit bedste, er ifølge Katrine de primære årsager til, at hun har fået så flotte karakterer, som hun har.
»Det var ikke med et mål om rene 12-taller, at jeg er endt med at have dem, men der har været interessante fag og projekter, og de længerevarende projekter ender tit med blive ens hjertebørn, og så vil man jo gerne have, at opgaverne er så gode mulige,« siger hun.
Fravær, udbytte
Katrines modelkarriere startede, da hun som 12-13-årig blev stoppet på Smukfest og spurgt om, hvor høje hendes forældre er. Personen, der stillede spørgsmålet, var en såkaldt scout fra et modelbureau. Katrine er i dag i stald hos bureauet Le Management.
»Jeg arbejder globalt, hvis de sender mig ud. Jeg har været i Tyskland, Spanien og Portugal,« siger hun.
Jeg har aldrig før på ét sted mødt så mange mennesker, der kan skyde med bue og pil.Katrine Stegenborg Steiness
For en teenager, der tager sine uddannelse seriøst, har hvert modeljob været en afvejning.
»I gymnasiet har jeg haft lidt fravær på grund af rejser som model. Det har været et regnestykke. ”Hvor meget fravær får jeg, og hvad er mit udbytte af at tage et job.” Jeg har haft mulighed for at tage på en meget, meget spændende tur, men jeg fravalgte den, fordi jeg ikke kunne få det hele til at gå op,« siger hun.
Du er 12-tals pige, model og har været med i Akademiet for Talentfulde Unge. Er du sådan en pige, alle andre piger hader i smug?
»Det, tror jeg, jeg nogle gange har været. Men på HTX er der så få piger, at der ikke er plads til megen pigefnidder, og det er en uddannelse, hvor det er okay, at man laver nogle mærkelige ting. Man stikker ikke ud. Jeg kan huske, at jeg en dag snakkede med nogle fra STX, hvor de fortalte om, at der var et hierarki og bestemte pladser, man skulle sidde på. Den slags har vi slet ikke på HTX, og det er ret befriende. Hvis der ikke er nogle, der føler, at de er de seje, er der jo heller ingen, der føler, at de er de sejeste.«
Farlig følgesvend
Skulle man ud fra ovenstående få det indtryk, at Katrine Stegenborg Steiness har svævet problemfrit gennem sit indtil videre 19-årige liv, er det ikke tilfældet. Hun har siden folkeskolen lidt af en spiseforstyrrelse, der til tider har efterladt hende i kulkælderen.
»Jeg har været helt vild restriktiv i forhold til, hvad jeg spiste, og jeg trænede for meget. Når jeg har haft det værst, har jeg ingen energi eller overskud haft.
Ifølge Katrine var sociale medier og et oplevet pres i forhold til karakterer medvirkende til, hun udviklede spiseforstyrrelsen. Den sociale isolation i forbindelse med corona-nedlukninger hjalp ikke.
»Jeg har altid været enorm flittig og dygtig i skolen, og jeg har nok lagt et pres på mig selv for at præstere. Jeg har aldrig mødt et pres fra omverdenen, men hvis man får 12-taller, forventer alle nok også, at jeg får 12 næste gang, siger hun og fortsætter:
»Spiseforstyrrelsen har været en del af mit liv. Jeg ved ikke, om man nogensinde bliver helt rask, men jeg har det meget bedre nu. Det bliver godt igen, og man må godt tillade sig selv at gøre de ting, man har lyst til.«
Lyst og interesse
Katrine er som 19-årig nået frem til et livssyn, der er svært at være uenig i.
»Man skal tage de valg og gøre de ting, man faktisk er interesseret i. Livet er for kort og bliver for trist, hvis man laver noget, man ikke har lyst til. Nogle gange må man tage nogle ting med, der måske ikke er så sjove, men man skal vælge ud fra lyst og interesse.«
Aktuelt har Katrine Stegenborg Steiness valgt at tage et sabbatår, måske to. Hun vil kaste sig ud i en modelkarriere på fuld tid. Udlandet venter forude.
God rejse, Katrine. Pas på dig selv.