Det bliver hverken Ørsted eller Mørke
Nørre Nissum favorit til at få Region Midtjyllands Landsbyprisen 2017
Det rådgivende udvalg for Regional Udvikling i Region Midtjylland har anbefalet sin favorit til Landsbyprisen 2017. Pilen peger på Nørre Nissum, som er kendt som “skolernes landsby”.
"Nørre Nissum har formået at trodse en række svære grundvilkår og skabe en landsby og et lokalområde i en rigtig god udvikling. Både på uddannelsesområdet, hvor blandt andet seminariet oplever stigning i antal studerende, men også helt generelt, hvor en stor indsats for at udvikle attraktive og bæredygtige rammer har sikret stigende indbyggertal gennem flere år,” udtaler formand for udvalget for regional udvikling Poul Erik Christensen (R) i en pressemeddelelse.
Det er 9. gang, at Region Midtjyllands Landsbypris på 150.000 kroner uddeles, og Regionsrådet tager endeligt stilling til anbefalingen af Nørre Nissum som vinder af Landsbyprisen 2017 på sit møde den 22. februar.
Det er kommunerne og de såkaldte lokale aktionsgrupper (LAG), der indstiller kandidater til Landsbyprisen og i år har feltet bestået af 12 landsbyer. Mørke og Ørsted repræsenterer Djursland i kandidatfeltet.
Senest har Feldballe modtagtet Landsbyprisen, og tidligere har også Nørager modtaget penge og hyldest.