Den forsvundne socialdemokrat er fundet
Rønde får i Erling Mikkelsen en socialdemokrat med tyngde, som flere i byen har efterlyst
Det er ingen hemmelighed, at centrale personer i Røndes foreningsliv, distriktsråd og handelsliv, har efterlyst en Rønde-socialdemokrat med tyngde i Syddjurs Byråd.
“Det har vi ikke haft, siden Vilfred Friborg Hansen var borgmester,” lyder det.
Nu lysner det måske for byens foreningsliv efter, at Erling Mikkelsen, 66, har kastet sig i rosens favn.
Han fortalte i sidste uge på Lokalavisens hjemmeside, at han har sagt ja til at kandidere for Socialdemokratiet.
Erling Mikkelsen har en fortid i det daværende Rønde Byråd for Socialdemokratiet i årene 1986-1994.
Han har boet i Rønde siden 1980.
Ikke prototypen
Erling Mikkelsen er ikke prototypen på en socialdemokrat i klassisk forstand.
Hans erfaringer fra en rum tid som leder i erhvervslivet har lært ham, at markedet er den bedste indikator for, hvad kunderne (borgerne) efterspørger, og det skal man lytte til.
Jobmæssigt har karrieren budt på en lang række lederjobs inden for detailhandlen.
En årrække var 'Mikkel', som hans kælenavn lyder, varehuschef for Danmarks største engroshandel, Metro Glostrup.
En svømmehal til Rønde
I et længere indlæg på Lokalavisens hjemmeside gør Erling Mikkelsen sig til talsmand for, at det næste store anlægsprojekt i Syddjurs Kommune skal placeres i Rønde: En svømmehal.
“For mange borgere i kommunen og som tiltrækning for nye tilflyttere er svømmehal/blå vand noget, der prioriteres højt og har betydning for valg af bosætningssted. Jeg ser, at tiden er nået til at få placeret en svømmehal/blå vand, til babysvømning, børn, unge, voksne, ældre og patienter. Placeringen skal være i Rønde, begrundet i at placeringen vil være midt i kommunen, så infrastrukturen med bus er på plads, og det vil kunne understøtte tiltrækningskraften for de skoler, som har elever, der bor på skolerne. Det bør alvorligt undersøges, om mulighederne for at få svømmehal/blå vand etableret. Mange vil sige, det kan ikke driftsmæssigt løbe rundt, at det er for dyrt, og så går der politik i det frem for fornuften – det kunne være et spørgsmål om at se muligheder og være en rigtig god investering for alle.”
Rønde har fået en socialdemokrat, men hvad siger partifællerne?
“Det er let nok at finde venner i politik. Bare ikke i sit eget parti,” sagde afdøde Svend Auken, og i en valgkamp bliver der damp på kedlerne og kamp om pladserne.
Positioneringen i Socialdemokratiet bliver med Erling Mikkelsen på listen endnu skarpere.