Soldaten nyder sit otium som vinbonde
Tidligere oberstløjtnant Hans Neeergaard Münter fra Koruplund Vingård mellem Ryomgård og Koed fortæller om sit soldaterliv i glimt tirsdag aften på Posthuset i Ryomgård
Hans Neergaard Münter, 61, Ryomgård, kunne 18. august 2015 fejre 40 års jubilæum ved Forsvaret.
Herefter gik han på pension efter en lang karriere i Forsvaret.
Hans Neergaard Münter startede karrieren i Forsvaret 18. august 1975 ved Hærens Sergentskole Sønderborg efter veloverstået studentereksamen fra Grenaa Gymnasium.
Har tog sideløbende en omfattende lederuddannelse ved Forsvaret i de 40 år.
Sammen med sin hustru Helle Neergaard Münter tog han i 2014 tilløb til at starte en produktion af vin på den skrånende mark i tilknytning til familiens trelængede hus lidt uden for Ryomgård, Koruplund, hvor parret nu også tilbyder turister og andre på tur på Djursland Bed & Breakfast.
Tirsdag 2. maj fortæller Hans Neeergaard Münter på Posthuset i Ryomgård om sine oplevelser som soldat. Herunder de ti måneder, som han gjorde tjeneste som souschef for den amerikanske enhed i Afghanistan.
NATO enheden, som han var en del af - NATO Rule of Law Field Mission, Afghanistan - blev oprettet 9. juni 2011 og dækkede størstedelen af Afghanistan med grupper af eksperten inden for de forskellige juridiske discipliner. Målet var at støtte implementeringen af grundloven ved at virke som mentorer for afghanske retspersoner. Som en af de første NATO enheder blev enheden lukket med udgangen af september 2013.
Det er Ryomgård Distriktsråd, der sammen med Bogcaféen står som arrangør af denne foredragsaften, der begynder klokken 19.