Gylden Skovl til Rampen
De unge bag Rampen i Ebeltoft har fået overrakt Kulturprisen Den Gyldne Skovl
De unge fra ungemiljøet Rampen i Ebeltoft var æresgæster, da der torsdag 18. maj var et stort anlagt awardshow på Godsbanen i Arhus.
Her fik de unge fra Ebeltoft overrakt Kulturprisen ”Den Gyldne Skovl”.
Rampen Ebeltoft var blevet indstillet til prisen på baggrund af deres store frivillige arbejde med at lave alkoholfrie kulturarrangementer for målgruppen 16 – 24 årige i Syddjurs Kommune.
”Vi er så stolte af at få denne pris. Det er kommet fuldstændig bag på os, at en landsdækkende forening har fået øje på det, vi går og laver her i Syddjurs. Men det er fantastisk, at vi igen bliver anerkendt for det arbejde, vi laver på Rampen. Det er jo ikke så lang tid siden, at vi fik Innovationsprisen til Syddjurs Award ” siger Louise Søyland, som er formand for Rampen i Ebeltoft.
Thomas Stenumgaard Lind er Syddjurs Ungdomsskoles mand i projektet.
”Det er så fedt, at der er nogen, der har øje på kvaliteterne i dette projekt Rampen, hvor unge laver arrangementer for unge – og så alkoholfrie – og med en meget høj kvalitet. Det er faktisk ikke set andre steder i landet. Det er vigtigt, at der er nogen, der tør at italesætte, at kultur ikke nødvendigvis hører sammen med alkohol. De unge fortjener så meget det store skulderklap. Prisen er en vigtig pris i kulturlivet herhjemme og er tidligere givet til nogle projekter, der har været toneangivende og fået meget opmærksomhed, så jeg er meget stolt af de unge, ” siger Thomas Stenumgaard Lind.
Solstrålehistorier
Historien bag ”Den Gyldne Skovl” er, at i 1985 - hvor ungdomsarbejdsløsheden er på sit højeste - konkurrerede Danmarks kommuner om at skaffe flest unge i arbejde.
Hver lørdag blev resultatet af anstrengelserne optalt og offentliggjort i DRs program ”Ungdomsredaktionen”.
Efter et hårdt opløb mellem Vordingborg og Svendborg kommune løb Svendborg af med sejren.
Programmedarbejder Poul Nesgaard overrakte trofæet ”Den Gyldne Skovl” til Svendborgs borgmester som synligt bevis på kommunens indsats, og skovlen kom op at hænge på væggen i borgmesterkontoret.
Skovlen blev skjult i ”Badstuen” indtil den i 1988 kom frem og blev indstiftet som vandretrofæ for ”Huse i Danmark”.
Ridder af Den Gyldne Skovl
Siden da er den annekterede skovl hvert år blevet uddelt af ”Huse i Danmark” til folk eller foreninger, der har gjort et stykke kulturarbejde til fordel for husene.
Alle riddere af ”Den Gyldne Skovl” får deres navne foreviget på små sølvplaketter, der sømmes fast på den særlige skovls skaft.