Bibliotek, bevægelse og beboerhus i Brabrand
Mere end 600.000 besøgende om året forventes at lægge vejen forbi ny Sports- og Kulturcampus i Brabrand
Det bliver fem erfarne og internationalt anerkendte arkitektfirmaer, der skal konkurrere om at tegne en ny Sports- og Kulturcampus i Aarhus. Et samlingssted med blandt andet bibliotek, beboerhus, bevægelseshus og et unikt vandland. Den nye attraktion forventes at tiltrække flere end 600.000 besøgende om året. Det oplyser i magistraten Kultur og Borgerservice i en pressemeddelelse.
De fem arkitektfirmaer er blevet udvalgt ud af i alt 22 kandidater, som lagt et budt på tegneopgaven.
De fem, der skal konkurrere om opgaven, er: 3XN a/s, CEBRA a/s, RUBOW arkitekter a/s, Schmidt Hammer Lassen Architects k/s og AART architects a/s.
“Det er en imponerende stor interesse, der har været for at tegne byens nye spændende publikumsmagnet. Den store interesse viser, at der er tale om et projekt i verdensklasse. Det bliver et nyt fælles samlingspunkt, der binder hele bydelen sammen og inviterer resten af verden indenfor. Jeg glæder mig til, at vi alle kan gå på opdagelse i de mange spændende tilbud og faciliteter i byens helt nye attraktion,” udtaler Rabih Azad-Ahmad (R) i pressemeddelelsen.
Det er Aarhus Kommune og Brabrand Boligforening, der står bag projektet.
jk