Gellerups skoleelever er trygge
Trods den seneste tids voldsomme uro i Gellerup, er der trygt og roligt på skolerne i området
Den seneste tids bandeopgør og skyderier i Gellerup er ikke rykket ind på skolerne. Her er der ligeså trygt og roligt, som før balladen sprang ud i fuld flor.
På de tre skoler, der ligger lige midt i Gellerup - Lykkeskolen, Tovshøjskolen og Sødalskolen - melder alle skolelederne om, at eleverne er ligeså trygge, som de plejer at være, men at der naturligvis bliver talt om urolighederne.
“Gennem lang tid har vi haft besøg af politiet en gang om ugen for at forebygge. Vi har naturligvis talt om urolighederne i området, og der er enkelte forældre, der har spurgt, om det er sikkert for dem at sende deres børn i skole, og det er det. Eleverne må ikke forlade skolens matrikel i skoletiden,” oplyser skoleleder på Lykkeskolen, Ahmad Moussa.
Helle Mønster, skoleleder på Tovshøjskolen, fortæller, at børnene også er trygge på stedet.
“Vi ved, at forældrene til eleverne har sagt til deres børn, at de skal holde sig langt væk fra det, der sker. Og det, synes vi, er en god tilgang,” siger hun og fortsætter:
“Flere elever har gjort opmærksom på, at de synes, at det er træls, for det gør noget ved fortællingen omkring området.”
Ditte Hagn-Meincke, konstitueret skoleleder på Sødalskolen, fortæller, at skolen ligger trygt og godt nede i smørhullet, og at man ikke har mærket noget. Men de har generelt en god dialog med eleverne om, hvordan de skal færdes i området og naturligvis sørge for at lave gode aftaler med sine forældre og overholde dem.
“Vi er påvirkede udefra, af det vi kan læse i aviserne, men ellers er der fred og ro,” siger Ditte Hagn Meincke.