Danskerne strømmer til livekoncerter
Danskerne bruger flere milliarder på koncertoplevelser, og 2017 spås til at sætte ny rekord
41 procent af danskerne har inden for det seneste år været til en eller flere livekoncerter, og 97 procent af dem var tilfredse med det, de indløste billet til. Og så er livekoncerter med klassisk musik ikke medregnet i undersøgelsen, skriver metroxpress.
Danskernes begejstring for livekoncerter er langt fra ved at dø ud, spår Jakob Brixvold, sekretariatschef i Dansk Live.
Forventer rekordår
“Publikum er nu en hel generation, der er opvokset med rytmisk musik, og når målgruppen vokser, er der vækstpotentiale i musikbranchen i mange år frem,” siger han til metroxpress.
En analyse fra Rambøll viser, at danske spillesteder og festivaler omsatte for 3,9 milliarder kroner i 2015. Med åbningen af Royal Arena i København, en udsolgt Smukfest og store kunstnere på Northside er der noget, der tyder på, at omsætningen slår rekord i år.
“Når livemarkedet bliver større, kommer der også flere og større koncerter her i Danmark. Vi har på ingen måder nået toppen,” siger Anne Fuglsang-Damgaard Sina, politisk konsulent i Dansk Erhverv, til metroxpress.