Automatiske bremser kan redde liv
Vejdirektoratet er ikke i tvivl: Flere biler med førerassistenter som automatiske nødbremser vil kunne redde menneskeliv
Knap hver tredje dødsfald i den danske trafik kunne undgås, hvis flere biler kørte med forskellige former for moderne sikkerhedsudstyr – udstyr, der er samlet under betegnelsen førerassistenter.
Det konkluderer en ny rapport fra Vejdirektoratet, skriver fagbladet Ingeniøren. I direktoratets rapport har man studeret samtlige de 182 dødsfald, der skete på de danske veje i 2014. Og konklusionen er klar: Førerassistenter kunne have reddet mange menneskeliv.
”Årsagerne til de 182 dødsulykker er temmelig veldokumenterede. Så vi har analyseret, hvordan ulykkerne havde udviklet sig, hvis bilerne havde være udstyret med førerassistenter,” fortæller afdelingsleder i Vejdirektoratets analyseenhed, Andreas Egense, til avisen.
Rapporten fra Vejdirektoratet behandler tre typer førerassistenter, der allerede findes på biler til salg i Danmark.
Bilen kan se om hjørner
Både udenlandsk og dansk forskning påviser, at flere end ni ud af ti ulykker skyldes personen bag rattet og intet andet.
Derfor taler trafikforskere og visse dele af bilbranchen lige nu om, at der er vigtigt, at man hurtigt når frem til det, man kalder “niveau fem” for selvkørende biler.
Normalt taler man om fem niveauer af førerasistent-systemer, hvor niveau nul er en bil, hvor føreren skal gøre alt, og niveau fem er en bil, hvor føreren ikke skal gøre noget som helst.
Alle biler i dag har systemer som ABS og ESP, altså udstyr i niveau et. Lige nu kommer flere og flere nye biler med udstyr benævnt niveau et, to og tre. En spritny Tesla med nyeste autopilot installeret er på niveau tre.
Om niveau fem forklarer Andreas Egense:
”Et af de ubesvarede spørgsmål om niveau fem er, om bilerne vil kommunikere med hinanden, hvilket i princippet vil gøre dem i stand til at ”se om hjørner” og registrere en bil på den anden side af en bygning – eller om bilerne bliver uafhængige af hinanden og alene baserer kørslen på egne sensorer.”