Fortsæt til indhold

»Open Days er vores måde at sige tak til kunderne på«

Rønde Handel & Erhverv har udtænkt et nyt koncept, der skal afløse det tidligere Open By Night

Samfund

Der bliver liv og glade dage i Rønde, når sommerudsalget starter i byens butikker. Rønde Handel & Erhverv afholder nemlig Open Days, som er et tredags arrangement i uge 29, hvor udsalget starter om torsdagen. Rønde Handel & Erhverv giver livemusik, hoppeborge, en-mands cirkus og cirkusskole for de mindste om fredagen.

Lørdagen afsluttes med live musik, og alle dage giver byens butikker den fuld skrue med gode tilbud.

Open Days er en videreudvikling af tidligere tiders Open By Night, hvor Rønde med stor publikumsucces lukkede hovedgaden for kørende trafik og trak handel og aktiviteter ud på gaden.

Det kan dog ikke længere lade sig gøre, rent praktisk grundet mangel på ’Trafik Officials’ til lovmæssigt at kunne håndhæve lukningen og derpå den manglende tilladelse fra politiet.

Trafikken har været stødt stigende i takt med Røndes tilflyttervækst og udvikling af Rønde som trafikalt knudepunkt i Syddjurs.

Rønde Handel & Erhverv’ aktivitetsudvalg har derfor måtte tænke nyt og ud af boksen, til forsat at kunne sammensætte handels- og underholdningsaktiviteter for lokaleborgere og tilrejsende handlende til Rønde.

Ifølge Niels Haslund, der sidder i Rønde Handel & Erhvervs aktivitetsudvalg, er det tydeligt at de handlende kommer til Rønde på grund af det store og varieret udvalg af butikker, og fordi byens butikker står sammen og arbejder proaktivt imod at give de handlende en god oplevelse af at handle i Rønde.

»Det kræver meget frivilligt arbejde, men det har vist sig for Rønde, at det er alt afgørende, at vi arbejder for en aktiv handelsby, som kan tiltrække handlende hele året.«

Stor opbakning

I vinters fik Rønde Handel & Erhverv lavet en handelsanalyse af ConTra Danmark. Det var en spørgeskemaundersøgelse henvendt til byens kunder, og den blev finansieret af Syddjurs kommune og udbudt i samråd med Handel Syddjurs.

»Undersøgelsen var for Rønde utroligt givende og gav foreningen et konstruktivt og positivt indblik i, hvordan de handlende ser byen. Resultatet viste tydeligt,at vi har stor lokal opbakning, og det gav os blot endnu mere lyst og mod til at udbygge vores arrangementer,« forklarer Niels Haslund.

Foreningen mærker til dagligt den store lokale opbakning og mener, at den årligt tiltagende handelstrafik i højsæsonerne skyldes, at også turisterne sætter pris på byen, ikke mindst fordi den er nem at tilgå med bilen, og så er der masser af gratis parkeringspladser.

»Det er uhyre vigtigt, at Rønde forbliver en handelsaktiv helårsby. Vi skal holde åbent hele året og give byen og de handlende gode oplevelser. At lave forskellige aktiviteter hele året er vores måde at takke byen og de handlende udefra for deres opbakning til Rønde, og det er Open Days et godt eksempel på.«

Rønde Handel & Erhverv forventer en god og stor sommersæson i Syddjurs og kan allerede nu mærke og se i butikkernes tal, at folk holder deres ferie hjemme og handler lokalt.

Denne opfattelse gælder i hvert fald for den første del af sommerferien, og så må tiden vise, om folk bliver hjemme eller tager ud og rejser. Uanset, så bliver der helt sikkert gang i Hovedgaden til Open Days.