Shell i Laurbjerg klar med lynladning til elbilister
Som et led i at udvikle Shell i Laurberg åbner tankstationen på Vester Alle 3 nu for en af de hurtigste lynlader på Rute 46.
Også i det midtjyske vokser antallet af elbiler for tiden markant. Og i takt med, at elbiler vinder frem, vokser behovet for hurtig og nem ladning – også uden for de større byer. For at bidrage til ladeinfrastrukturen sydvest for Randers åbner Henrik og Susanne Skouboe fra Shell i Laurberg nu en lynhurtig ladestander til elbilisterne på rute 46. Det fremgår af en pressemeddelelse.
»Skiftet til elbiler går relativt hurtigt. Som en bemandet tankstation med butik og tilhørende værksted, er det en oplagt anledning til at investere i fremtiden. Vi har en haft en del efterspørgsel på lynladning og i kombination med det nye cafehjørne i butikken, hvor du kan læse avisen og nyde vores udvalg af frisk mad og drikke, forventer vi bestemt, at vi kommer til at trække nye kunder til,« siger Henrik Skouboe og tilføjer:
»Lige nu er vi de eneste, der tilbyder lynladning i vores postnummer, og der er mig bekendt kun en anden tankstation i Favrskov Kommune, der har en ladestander med 150 kW kapacitet. Samtidig har vi en god beliggenhed - både for de daglige pendlere mellem Aarhus, Randers, Silkeborg og over mod Bjerringbro og de mange særligt norske turister, der besøger Søhøjlandet. Hos dem er efterspørgslen på lynladning rigtig stor,« siger Henrik Skouboe.
Han fortæller dog, at det alligevel var en fransk familie på ferie i Danmark, som blev de første kunder på den nye lynlader, da den snigåbnede i sidste uge.
Den nye ladestander på tankstationen giver som en af de første udenfor Randers adgang til decideret lynladning med 150 kW ladekapacitet. Det er nok til, at en gennemsnitlig elbil kan oplades fra 20 til 80 procent på cirka 20 minutter.