Fortsæt til indhold

Jubel over ny chance i lille IT-forretning: »Vi er blevet kaldt en diagnoseskole«

Ejer ønsker at skabe en virksomhed, hvor folk, der har nogle udfordringer, kan få en chance.

Samfund

Man skal ikke kimse ad positive nyheder, og Uge-Bladet Skanderborg kan nu præsentere en lille solstrålehistorie.

Den handler om it-virksomheden Datacity, der ifølge ejeren, Mads Nørgaard Laursen, er blevet kaldte »en diagnoseskole,« fordi man har prioriteret at ansætte folk, der har, eller har haft, fysiske eller psykiske problemer.

Mads Nørgaard Laursen købte virksomheden i Galten i 2020 og for nylig så det, blandt på grund af tilbagebetaling af coronalån, ret sort ud i forhold til økonomien.

Det er dog »med lidt hjælp fra nogle fantastiske mennesker,« lykkes ejeren af Datacity at finde en løsning, der betyder, at Datacitys aktiver er blevet opkøbt, og at forretningen kommer til at fortsætte som hidtil.

»Det giver en ro, men også en enorm stor motivation til at få skabt det, jeg gerne vil. Jeg vil gerne skabe en virksomhed, hvor folk, der har nogle udfordringer, eksempelvis i form af diagnoser, kan få en chance,« siger Mads Nørgaard Laursen.

Datacity har tre fuldtidsansatte og to fleksjobbere og en række ungarbejdere. Mads Nørgaard Laursen er selv »gået fra at være fleksjobber til at være direktør.«

Det har ifølge Mads Nørgaard Laursen været overvældende, at så mange mennesker har reageret positivt på, at virksomheden fortsætter:

»Jeg synes, at vi har oparbejdet vores ry, som vi gerne ville, og folk tør komme i butikken uden at være bange for, at de skal af med en formue. Vi er rigtig glade for at kunne blive med at hjælpe og håber selvfølgelig også, at folk vil blive med at bruge os.«