Fortsæt til indhold

Østjysk virksomhed med til at opføre et af Danmarks største træhusbyggerier

I Københavns Nordhavn opføres AP Pensions nye kontordomicil AP01 med et væsentlig bidrag fra Hornslet-virksomheden Woodconstruction A/S, der har kontorer på Holmagervej.

Samfund

AP01 bliver et af Danmarks højeste træhuse, når det står færdigt og samtidigt et af de mest bæredygtige med bærende konstruktioner i CLT og limtræ. CLT er en forkortelse for cross laminated timber.

CLT opbygges af krydslaminerede lag og kan være hele vægelementer eller sektioner af CLT, der bliver sat sammen til en væg.

Hos Rolf Olsen og Metin Lindved Aydin, der er 2 af 5 medejere i Hornslet-virksomheden Woodconstruction A/S, er der run på kontoret, fordi deres virksomhed i maj underskrev kontrakt med totalentreprenøren Pihlkonsortiet, herunder LM Byg A/S, om at opføre hele hovedkonstruktionen i det innovative projekt.

Tilløbet til at rejse det 8-etagers store træhus på hele 28.000 m2 er i gang. Alle træ-elementerne er fremstillet med høj præcision, og de kan samles enkelt og uden behov for sammenstøbninger, hvilket sikrer en hurtig montage og derved en samlet hurtigere byggetid end ved traditionelle materialer.

Processen kan sammenlignes med at samle et træmøbel hjemme i privaten, hvor pakken indeholder alle de dele, der skal bruges, og alt passer sammen.
Rolf Olsen, salgschef i Woodconstruction A/S
AP Pensions og Nykredits domiciler på Svanemølleholm i Københavns Nordhavn. Illustration: PLH Arkitekter

Grøn omstilling

Woodconstruction A/S er en iværksættersucces, og på kun 10 måneder har virksomheden landet flere store ordrer, som ikke kun skal bidrage til omsætning og vækst, men også til den grønne omstilling. Byggeriet, som branche, står for en stor del af CO2-udledningen i Danmark, og med et meget lavt klimaaftryk er træ det oplagte alternativ til mere klimabelastende materialer. Og så er det nemt at arbejde med.

»Processen kan sammenlignes med at samle et træmøbel hjemme i privaten, hvor pakken indeholder alle de dele, der skal bruges, og alt passer sammen. Dog uden de frustrationer der kan være forbundet med det arbejde, for vores montører har mange års erfaring med montage i CLT og limtræ,« siger Rolf Olsen, salgschef i virksomheden.

Woodconstruction A/S er en af kun få virksomheder i Danmark med kompetencer indenfor CLT og limtræsbyggeri, og som både projekterer, leverer og monterer.

Erfaringen hentes fra udlandet, især fra Norge, Østrig og Italien, hvor flere af virksomhedens samarbejdspartnere hører til.

Til trods for at denne byggemetode er ny i Danmark, trækker virksomheden således på årtiers erfaring.