Nyt kontorhus på vej - biogasselskab vil optage mange af de 5000 kvadratmeter
Fire virksomheder flytter i 2024 ind i nyt, stort kontorhus på Dronning Sophies Allé i Skanderborg.
Mange borgere i Skanderborg, ikke mindst i Skanderborg Bakker, har i senere tid undret sig over, hvorfor gravemaskiner for tiden arbejder lystigt på Dronning Sophies Allé.
Svaret er, at der i løbet af 2024 kommer til stå et knap 5000 kvadratmeter stort, moderne kontorhus på den grund, der netop nu er ved at blive forberedt til bebyggelse.
Det er investeringsselskabet B+ Invest, ejet af en af landets rigeste personer, milliardær Karsten Buchhave, der er bygherre på projektet.
B+ Invest ejer godt halvdelen af biogasselskabet Bigadan, der kommer til at optage mange af kvadratmeterne i det kommende kontorhus. Det oplyser CFO ved B+ Invest, Mads Lauritsen, til Uge-Bladet Skanderborg.
»Kontorhuset vil blive lejet ud til vækstvirksomheder, der alle har været på udkig efter større kontorarealer. Der kommer til at være fire virksomheder i huset. Nogle er hjemmehørende i Skanderborg og andre flytter til byen. Den ene virksomhed er Bigadan, der i øjeblikket ligger i Vrold,« siger han.
Attraktiv placering
Når det står færdigt, kommer omkring 100 mennesker til at have deres daglige gang i kontorhuset.
Beliggenheden på Dronning Sophies Allé har været udslagsgivende for, at B+ Invest købte grunden, lyder det.
»Det er en interessant grund. Der er både banegård og motorvej tæt på, så medarbejderne let kan komme til og fra arbejde.
Hvad kommer kontorhuset til at betyde for den trafikale situation på Dronning Sophies Allé?
»Der vil selvfølgelig komme noget mere trafik på Dronning Sophies Allé, når de ansatte i kontorhuset skal møde ind om morgenen, men det burde ikke påvirke trafikken negativt. En del af dem, der skal arbejde i huset, vil komme med tog,« siger Mads Lauritsen.
Grønne arealer
Han oplyser, at de mange p-pladser, der også skal laves på grunden, med få undtagelser kommer til at ligge omme bagved ved bygningen, ud mod motorvejen.
»Folk, der går eller kører på Dronning Sophies Allé, kommer til at se en flot, hvid bygning med nogle grønne omgivelser. Vi kommer til at investere i udendørsarealerne, så de bliver flotte, og så kontorhuset falder ind i omgivelserne,« siger Mads Lauritsen og fortsætter:
»Skanderborg et attraktivt sted at være for virksomheder. Det har vi også kunnet se på den måde, at det har været meget nemt at leje kontorarealerne ud. Vi har oplevet meget stor interesse for pladsen,« siger Mads Lauritsen.