Fortsæt til indhold

For første gang i fire år stillede en borger et spørgsmål til byrådet

Vi skal helt tilbage til 30. april 2019 for at finde seneste gang spørgetid i byrådssalen blev benyttet. Nu er det lige sket igen – det handlede om en legeplads.

Samfund

Ved seneste byrådsmøde i Favrskov skete noget, som ikke er sket de seneste fire år. En borger benyttede sig af muligheden for spørgetid.

Spørgsmålet lød:

»Jeg og mange andre i Hammel og opland savner en ordentlig, offentlig legeplads. For eksempel har de I Juelsminde en helt fantastisk park, hvor der er stor aktivitet hele dagen. Folk kommer med picnickurve, og de unge spiller på multibanen. Parken har klare regler og er overvåget fra klokken 22-08(...) Kunne Dommerparken laves til det? De gamle på Solhøj vil elske at se familier hygge sig i parken.«

Borgmester Lars Storgaard svarede, at byrådet har vedtaget en Masterplan for Dommerparken, som indeholder plejecenter og blandede boligtyper, men altså ikke nogen stor legeplads, som efterlyses:

»Planerne muliggør, at der i tilknytning til de enkelte boligbebyggelser vil kunne etableres legefaciliteter i et vist omfang, ligesom de også åbner for, at der i den grønne kile/bufferzone mellem Plejecenter Solhøj og Industrivej kan indpasses mindre ”spots” med legefaciliteter. En større legeplads rummer planerne derimod ikke. Der er ikke aktuelt planer om at lave en park, som den du beskriver, i Favrskov Kommune.«

Han henviste i stedet til de kommunale institutioners og skolers legepladser udenfor deres åbningstid.

I Juelsminde ligger et kæmpe legeområde med blandt andet vilde klatretårne, rutsjebaner, svævebaner og helårs kælkebakke. Spørgeren drømmer om en lignende legeplads i Hammel. Foto: CSJ

Tillid til byrådet

Muligheden for at stille byrådet et spørgsmålet er åben for alle. Spørgsmålet skal blot være afsendt inden klokken 12.00 fredagen før byrådsmødets afholdelse.

»På den måde har vi tid til at forberede et svar,« siger borgmester Lars Storgaard, som kun kan gisne om, hvorfor der ikke er en eneste, som har benyttet muligheden i hverken 2020, 2021 og 2022.

»Ja, det er et godt spørgsmål, for muligheden har eksisteret længe – i al den tid, vi har heddet Favrskov. Jeg tror måske bare, at folk langt hen ad vejen har tillid til, at det, byrådet gør, er fornuftigt. Men hvis man har noget at spørge om, skal man være mere end velkommen til at gøre det,« siger han.

Tilbage i 2019 stillede seks borgere spørgsmål.

I Juelsminde ligger et kæmpe legeområde med blandt andet vilde klatretårne, rutsjebaner, svævebaner og helårs kælkebakke. Spørgeren drømmer om en lignende legeplads i Hammel. Foto: CSJ