Fortsæt til indhold

Dårligt syn kan give dit barn problemer med trivsel og indlæring

Synoptik i Skanderborg vil ruste forældre bedre til at vurdere deres barns syn.

Samfund
gs

Hos Synoptik på Adelgade i Skanderborg vil man gerne hjælpe forældre til bedre at kunne vurdere deres barns syn. Derfor uddeler optikerkæden op til skolestart den gratis bog ’Da fantasien forsvandt’, som kan hentes gratis i butikken.

Bogen er et konkret redskab til forældre, som gennem øvelser i fortællingen med medfølgende rød/grøn-briller og en tryllestav kan teste barnets syn.

Kampagnen er sat i værk, da to ud af tre børn i alderen 5-7 år, der har brug for briller, bliver ikke opdaget i tide, viser forskning fra Synoptik-Fonden. Det kan betyde, at de har svært ved at følge med i skolen, får hovedpine eller får udfordringer socialt.

Derfor er det et højt tal, at 4 ud af 10 danske børn, ifølge en undersøgelse fra Synoptik, aldrig har været til synstest. Men børn råber ikke nødvendigvis selv højt op om deres synsproblemer, og derfor er det vigtigt, at man som forælder har fokus på de mulige symptomer, fortæller optikerkæden i en pressemeddelelse.

Børn er ofte slet ikke klar over, at de ser dårligere end andre, og derfor er det de færreste, der siger til.
Annette Slyngborg, leder for klinisk udvikling i Synoptik

»Børn er ofte slet ikke klar over, at de ser dårligere end andre, og derfor er det de færreste, der siger til. Børn er gode til at tilpasse sig situationer, så de tager bogen tættere på næsen eller sætter sig forrest i klassen for at se tavlen,« siger Annette Slyngborg, der er leder for klinisk udvikling i Synoptik.

Men det løser ikke problemet i det lange løb. Det går udover indlæringen og trivslen nu og her, og kan potentielt have konsekvenser for barnets synskvalitet resten af livet, hvis en synsfejl ikke afhjælpes i tide.

Tydeligere ved skolestart

Symptomer dækker blandt andet over hovedpine, skelen, at barnet tager teksten tæt på eller virker klodset. Symptomer, som en del forældre ifølge en undersøgelse fra Synoptik oplever hos deres børn.

»Hele 40 procent af forældrene svarer i vores undersøgelse, at de oplever nogle af symptomerne hos deres børn – især hovedpine, og at barnet har svært ved at koncentrere sig. Det er et højt tal,« siger Annette Slyngborg.

For selvom der ikke altid er grund til bekymring, er det vigtigt at være opmærksom og opsøge hjælp, hvis man har mistanke om et problem. Annette Slyngborg oplever, at forældre generelt er gode til at være opmærksomme på deres børns trivsel og læring, og det er et godt udgangspunkt.

»Men det er de færreste, der tænker over, at besvær med finmotorik eller fysisk uro kan skyldes synet. Derfor er det vigtigt at få tjekket sit barns syn regelmæssigt,« siger Annette Slyngborg.

Det er ofte, når barnet starter i skolen, at symptomerne bliver tydelige og problematiske.

»Der stilles pludselig krav til barnet og dets syn, når de starter i skolen. Barnet skal læse lektier og følge med på tavlen, men hvis synet er dårligt, kan barnet hurtigt blive urolig og have svært ved at koncentrere sig. Og det kan i sidste end gøre, at barnet får svært ved at følge med i undervisningen – og i det sociale,« siger Annette Slyngborg.