Auning hylder den lokale gokart-historie på Action Day
Motorentusiasterne fra Kart4Knejt kører 20 års jubilæumsløb i gaderne 12. august.
Det er et lille stykke Auning-historie, der bliver hyldet, når der lørdag 12. august fræser gokarts rundt i gaderne i omkring byens centerområde.
Det er nemlig 20 år siden, at en gruppe fart- og motorentusiaster startede gokartserien Kart4Knejt, og nu vender de tilbage til stedet, hvor det hele startede. Det fortæller Ole Nørgaard, som til daglig driver Nørgaard Teknik og i sin tid var med til at starte gokartfællesskabet.
»Vi er jo sådan en gruppe voksne drenge, der har kørt gokart sammen i 20 år nu. Der er kommet nye til undervejs, men vores grundtanke var, at vi gerne ville tilbage til Auning centrum og køre igen, for det gjorde vi også det første år, vi kørte. Vi er vant til at køre på baner rundt omkring, og det havde da helt sikkert også været lettere at gøre det i forbindelse med jubilæumsløbet, men vi ville gerne lave en god markering, hvor vi også inviterer hele byen og alle andre interesserede til at være med,« siger Ole Nørgaard.
Viser sporten frem
Jubilæumsløbet er således også en del af fortællingen om Auning som motorsportsby.
Et par år efter Kart4Knejt begyndte at køre, blev Auning Kart Park etableret. I 2009 blev Auning også produktionsby for gokarts, da Nørgaard Teknik købte virksomheden Dino Kart i Middelfart og flyttede produktionen til Auning.
Helt tilbage i 1987 kunne Auning sågar prale af at have en jysk-fynsk mester i gokart, da den dengang 13-årige Tom Holm Andersen blev mester i klassen ’Formel Junior’.
»Vi ligger historisk i et område, der er kendt for at være glad for motorsport. Vi vil også gerne vise den sport frem, som vi er glade for, og der kan vi nok tiltrække lidt flere mennesker til byen, end hvis vi kørte på en tilfældig bane et sted. Derfor er vi også virkelig glade for, at byen og butikkerne bakker op om arrangementet, for der er ingen tvivl om, at det bliver lidt sværere at komme ind og handle den dag, men til gengæld tror vi, der kommer masser af mennesker til byen,« noterer Ole Nørgaard.
Action Day i Auning starter lørdag 12. august klokken 10 og fortsætter helt frem til klokken 23.