Janne Tofte tog en uventet sti, da naturen kaldte
Det var kærligheden til dyreparken, der placerede Janne Tofte i direktørstolen i Skandinavisk Dyrepark, og en vanskelig sæson rokker ikke ved troen på, at den er fremtidens zoologiske have.
Uden for administrationskontoret fyger en heftig vind ind over Skandinavisk Dyrepark. En blæst man normalt forbinder med november, så det er lidt problematisk for dyreparken Kolind og Nødager, at vi skriver primo august og stadig højsæson.
Dagen før var der blot 17 gæster i dyreparken, da regnen også fulgte med sensommerstormen, og i det hele taget har sæsonen 2023 vejrmæssigt været vanskelig for at tiltrække besøgende til parken
Direktør i Skandinavisk Dyrepark Janne Tofte trækker et skævt smil, inden hun svarer på spørgsmålet, om hun i sådan en sæson nogle gange har overvejet, om det var det rigtige at takke ja til stillingen som chef.
»Jeg ville da lyve, hvis jeg ikke sagde, at det ville være sjovere med en sæson, hvor vi rigtig kunne vise, hvor godt det er gået. Men jeg har også været her i så mange år, at jeg ved, at det ikke har noget med vores indsats at gøre. Det er bare inflation i dårligt vejr,« konstaterer hun.
Historien gjorde udslaget
Denne sæson er den første, hvor Janne Tofte står helt på egne ben som direktør for Skandinavisk Dyrepark.
Hun tiltrådte godt nok officielt stillingen 1. januar 2022, men i første sæson var tidligere direktør og ejer Frank Vigh-Larsen langt hen ad vejen med på sidelinjen for at køre Janne Tofte ordentligt i stilling.
Det er nemlig sådan med direktøren, at hun egentlig aldrig har haft ambitionen om at sidde for bordenden.
Janne Tofte har været ansat i Skandinavisk Dyrepark i 15 år. Først som formidler, og dagen efter hun afleverede sit speciale på uddannelsen som biolog, blev hun fastansat som parkens biolog.
Siden har hun bestredet mange funktioner på dyreparkens lille hold af ansatte, men pladsen som direktør har hun aldrig stræbt efter.
»Det kom fuldstændig bag på mig, da Frank (Vigh-Larsen, red.) spurgte mig i oktober 2021. For mig har det vigtigste været at skabe et meningsfuldt arbejdsliv. Jeg har aldrig haft ambitionen om at være den, der skulle bestemme., Jeg havde heller ikke erfaring med hverken økonomi, ledelse og strategier, så det var en enormt svær beslutning at tage, fordi jeg naturligvis havde en tvivl, om jeg magtede den opgave,« fortæller Janne Tofte.
I sidste ende var det derfor hendes egen historie i Skandinavisk Dyrepark, der gjorde udslaget.
»Jeg stolede selvfølgelig også på det, når Frank mente, at jeg var den rette til det, men det var mest af alt min kærlighed til parken, der gjorde udslaget. En mulighed for Frank havde jo også været at sælge parken, og jeg kunne godt mærke, at jeg blev nervøs ved tanken om, at den blev solgt til nogen, der ville noget helt andet eller holdbarheden af en ny direktør udefra, som måske er væk igen om et par år. Jeg skal ingen steder, og jeg synes, at vi har gang i så meget godt, som jeg gerne vil være med til at bevare, så jeg nåede frem til, at det kunne være godt for parken, hvis jeg fortsatte efter Frank. Sagt på godt jysk,« noterer Janne Tofte med et grin.
Da Frank Vigh-Larsen slap tøjlerne i Skandinavisk Dyrepark begyndte processen med at omdanne parkens organisation til at være en selvejende institution med bestyrelse og sikre, at dyreparken også fremover lever op til sit oprindelige formål; »at drive en dyrepark med turist- og undervisningsformål samt dermed beslægtet virksomhed.«
Netop af de årsager mener bestyrelsesformand i Skandinavisk Dyrepark Kim Lykke Jensen, at Janne Tofte var det helt rette valg som Frank Vigh-Larsens efterfølger.
»Janne har været i Skandinavisk Dyrepark i rigtig mange år og har parkens DNA under huden. Med hende i spidsen bliver der aldrig gået på kompromis med dyrevelfærden, og hun brænder i den grad for at formidle nærværende om dyrene, biodiversiteten og klimaet. Det er vigtigt for både hende og resten af parken at kunne bidrage aktivt til naturbeskyttelse og forskning,« uddyber Kim Lykke Jensen.
Janne Tofte understreger dog flere gange, at godt nok er hun tungen på vægtskålen i beslutningsprocesserne, men langt de fleste beslutninger træffes i et samarbejde mellem alle de fastansatte, der tæller seks medarbejdere.
»Det er selvfølgelig også mig, der svarer til bestyrelsen, men heldigvis så træffer jeg ikke beslutningerne selv. Langt de fleste beslutninger træffer vi sammen hen over morgenkaffen,« konstaterer Janne Tofte.
Fremtidens dyrepark
Ude hos isbjørnene småsludrer Janne Tofte med den knap 500 kilo tunge han Siku, som hun selv var med til at opflaske i 2012.
Hun var én af blot tre, der fik adgang til at give den verdensberømte isbjørn flaske for at skærme bjørnen mest muligt mod omverdenen og sikre, at Siku ikke blev et marketingstunt, men kunne vokse sig stor som en ganske almindelig isbjørn.
Meget sigende for den måde, Skandinavisk Dyrepark ønsker at drive zoologisk have på. Færre dyr på mere plads er mantraet i parken. Det er også den indstilling, Janne Tofte selv er opflasket med i parken og er med til at give Skandinavisk Dyreparks fortsatte berettigelse.
»I den ideelle verden havde vi ikke brug for zoologiske anlæg, hvor det er mennesker, der er herre over dyr i fangeskabs liv og død. Vores formål er at blive klogere på dyrene for at være i stand til at hjælpe vilde dyr bedst muligt og gøre vores gæster klogere på dyrenes færden. Et eksempel er isbjørnehunnen, som tager sine unger med ned i en hule under sneen de første tre måneder. Hvis vi ikke havde zoologiske haver, ville vi ikke ane, hvad der foregik dernede, så jeg synes, at vores dyr tjener et rigtigt stort formål og bidrager til så enormt meget nødvendig forskning,« siger Janne Tofte og tilføjer:
»Det betyder jo også, at det er vores ansvar, at dyrene har det så godt som overhovedet muligt, og der tror jeg på, at vi er et af de steder, man vil se flere af. Vi ser allerede, at andre zoologiske anlæg gør noget af det samme, så i al beskedenhed og måske lidt populær-kulturelt sagt, så tror jeg på, at vi fremtidens zoologiske have.«