Fortsæt til indhold

Kommunalt kæmpeprojekt til milliarder i fare: »Det har vidtrækkende konsekvenser«

Byggeri af det milliarddyre renseanlæg Aarhus ReWater kan komme i fare efter nye afgørelser i Miljø- og Fødevareklagenævnet. Borgmester beder minister om møde.

Samfund

Forarbejdet til anlæggelsen af det op mod to milliarder kroner dyre renseanlæg Aarhus ReWater, som skal bygges enten på Tangkrogen eller Ydermolen, er i sin afsluttende fase. Efter planen skal politikerne i 2024 afgøre placering og udforming, og i 2030 forventes det at være klar til at rense aarhusianernes spildevand.

Men den plan er nu kommet alvorligt i fare, fremgår det af et brev fra borgmester Jacob Bundsgaard (S) til miljøminister Magnus Heunicke (S).

Nylige afgørelser fra Miljø- og Fødevareklagenævnet i en sag fra Horsens har angiveligt medført, at man ikke længere kan give tilladelser til udledning af regn- og spildevand, hvis der er stoffer heri, som overskrider miljøkvalitetskravet.

Konkret kan det betyde, at en række anlægsprojekter - herunder Aarhus ReWater - muligvis ikke retmæssigt kan gives VVM- og udledningstilladelse. I praksis er der altså fare for, at der ikke kan gives de nødvendige tilladelser til udledninger i Aarhusbugten til det kommende renseanlæg, som af Aarhus Vand kaldes ”verdens mest effektive rense- og ressourceanlæg”, idet det kan rense spildevand bedre end eksisterende anlæg og dermed bidrage til et bedre havmiljø, da udledning af kvælstof og fosfor kan mindskes med op til hhv. 25 og 40 procent.

Ifølge Jacob Bundsgaard vil det have »vidtrækkende konsekvenser«, og det kan have den konsekvens, at projektet ikke kan realiseres, skriver borgmesteren til miljøministeren.

Forurening i bugten

Til Din Avis Aarhus siger direktør for forretningsudvikling i Aarhus Vand, Claus Møller Pedersen, at der er tale om en kritisk situation.

»Der er ingen i spildevandsdanmark, der ved, hvordan man skal håndtere det at give udledningstilladelse, og det vil sige, at en masse projekter i hele landet bliver sat i bero. Det er særligt kritisk for Aarhus ReWater-projektet, fordi vi er i gang med VVM-processen, og som en del af det skal der forelægge et udkast til udledningstilladelse, som skal være en del af materialet, når VVM-undersøgelsen skal i offentlig høring.«

Det er cirka ti år siden, at Aarhus Kommune tog de første skridt i forhold til Aarhus ReWater, og projektet medførte nedlæggelsen af en lang række renseanlæg i Aarhus. I dag sker rensningen på fire større anlæg i Egå, Viby, Marselisborg og Åby, men de er nedslidte og alvorligt pressede på kapaciteten på grund af befolkningsudviklingen i kommunen.

Derfor er der ikke tid til store forsinkelser af Aarhus ReWater-projektet, forklarer Claus Møller Pedersen.

»Hver forsinkelse, der kommer, udskyder det tidspunkt, vi kan tage renseanlægget i brug. Udfordringen er, at ReWater skal erstatte de eksisterende renseanlæg i Marselisborg, Viby og Åby. På grund af pladsmangel kan vi ikke rigtig gøre noget på de arealer. Derfor er det kritisk, og vi har en bagkant,« siger han og fortsætter:

»Vi kan måske udbygge lidt og forlænge kapaciteten nogle få år på de tre anlæg, men det er vigtigt for Aarhus som bysamfund, at vi får etableret Aarhus ReWater, så Aarhus som by stadig kan udvikle sig.«

Hvad er konsekvensen i yderste potens, hvis I ikke får bygget Aarhus ReWater?

»I værste fald kan vi ende i en situation, hvor vi ikke kan overholde vores udledningstilladelse, og det medfører større forurening i bugten, idet der vil være spildevand, som vi ikke kan tage imod og rense. Det er den yderste konsekvens. Forureningen i bugten kan blive større,« understreger han.

En illustration af, hvordan Aarhus ReWater kommer til at se ud. Illustration: Aarhus Vand

Kommunen fortsætter

I øjeblikket befinder Aarhus Kommune - og resten af landets kommuner og renseanlæg - sig altså i usikkert og ukendt farvand, og alle kigger mod Miljøstyrelsen og Miljøministeriet for en afklaring af situationen.

»De siger, at de er gået i tænkeboks og arbejder på højtryk, så vi venter lige nu på en udmelding. Vi har brug for en hurtig afklaring,« konstaterer Claus Møller Pedersen.

I brevet til miljøministeren har borgmester Jacob Bundsgaard anmodet om et møde, så han kan tydeliggøre konsekvensen af situationen.

Han skriver dog også, at Aarhus Kommune for nuværende ser sig tvunget til at arbejde videre med VVM- og udledningstilladelserne.

»(...) da alternativet er at sætte stort set alt anlægsarbejde, hvor der skal håndteres regn- og spildevand, i stå.«