Fortsæt til indhold

Champagne, chips og generalsekretær til genåbning

Røde Kors i Hørning har rundet de 40 år og markerede jubilæet med en udvidelse af genbrugsbutikken.

Samfund

»Det ser sgu godt ud« kommer det spontant fra de første gæster, da dørene omsider går op til den nyrenoverede og udvidede Røde Kors-butik i Hørning, som torsdag i sidste uge markerede genåbningen og den nu dobbelt så store butik med champagne, chips og meget fint besøg af selveste generalsekretær Anders Ladekarl.

Knap 200 gæster myldrede indenfor og skålede for genbrugsbutikken, der benyttede lejligheden til samtidig at fejre den lokale Røde Kors-afdelings 40 år jubilæum.

Gruppen af frivillige har arbejdet i nærmest døgndrift for at blive klar til genåbningsdagen, og derfor er det 45 glade, men også trætte frivillige, der tager i mod de første gæster.

Selvom genbrugsbutikken med udvidelsen har fordoblet sit sit areal, var det kun med nød og næppe at der var plads til alle de knap 200 gæster, der mødte op til indvielsen. Foto: Grethe Bo Madsen

Butikken har nu fået ny indgang i den nye del, hvor alt tøjet nu er samlet, mens der er blevet god plads i den gamle del til service og glas, legetøj og bøger.

40 år er i folkemunde kendt som panikalderen. For os frivillige her i Røde Kors-butikken kom det til udtryk ved, at vi slog hul i muren og lavede tumult.
Olav Jonassen, formand, Røde Kors i Hørning

»40 år er i folkemunde kendt som panikalderen. For os frivillige her i Røde Kors-butikken kom det til udtryk ved, at vi slog hul i muren og lavede tumult. Det har kun kunnet lade sig gøre, fordi vi har et hav af fantastiske frivillige, der har givet en hånd med,« understreger Olav Jonassen, bestyrelsesformand i den lokale Røde Kors-afdeling i Hørning.

»Med udvidelsen er vi blevet en meget velassorteret forretning, vi mangler nærmest kun hårde hvidevarer og møbler, men vi er også heldige at have fantastisk leverandører, nemlig alle de folk her i Hørning, som husker på os og giver os deres gode genbrugsting,« konstaterer han.

Anni Hjortnæs (tv), butiksleder i Røde Kors-butikken og næstformand i lokaleafdelingen af Røde Kors, fik skulderklap for sit store engagement. Foto: Grethe Bo Madsen

Ifølge Olav er afdelingens formål først og fremmest at generere et overskud til Røde Kors’ hjælpearbejde, men det er næsten lige så vigtigt at skabe et socialt samlingssted for de frivillige omkring genbrugsbutikken.

At få Røde Kors’ generalsekretær til Hørning var ikke nogen nem opgave. Men det lykkedes, og der var masser af roser til lokalafdelingen ikke kun for dens engagement og aktiviteter, men også for at have en meget høj omsætning per kvadratmeter.

»Butikken her i Hørning har måske nok været en lille butik indtil nu, men målt på omsætning per kvadratmeter har den været blandt landets største. Det betyder også, at Røde Kors’ afdeling i Hørning har skabt et stort overskud til hjælpearbejdet, både lokalt og ude i verden,« fortæller han.

Sidste år skabte Røde Kors’ 52 genbrugsbutikker tilsammen et overskud til hjælpearbejdet på 100 millioner kroner.

Med til fejringen af jubilæet var også den lokale visekone, Lene, der underholdt med sin harmonika. Foto: Grethe Bo Madsen