Grenaa Strand Camping er regionens bedste campingplads
Selv om sommeren har budt på regn og atter regn, så har ejerne af campingpladsen fået masser af smil frem blandt gæsterne.
Grenaa Strand Camping er kåret til Midtjyllands bedste campingplads.
Det blev i sidste offentliggjort i OpdagDanmarks store online afstemning, hvor over 17.000 personer har afgivet deres stemme.
På landsplan kom Grenaa Strand Camping ind på fjerdepladsen, og det er således en umådeligt stolt ejer, Michael Lip, der noterer sig, at hans campingplads er blandt de allerbedste i Danmark.
»Det er vi jo sindssygt stolte af. Jeg har haft campingpladsen i snart 20 år, og det er da bare fantastisk at se, at vores gæster er glade og sætter stor pris på det arbejde, vi gør. Det er første gang, vi er med i afstemningen, så jeg havde ikke regnet med så meget. Så er det da bare vildt at se, hvor glade vores gæster har været. Også selv om det har regnet meget af sommeren,« konstaterer Michael Lip med et grin.
Masser af smil i regnen
Han driver pladsen i samarbejde med sin kæreste Pernille Gleerup Andersen, og tidligere på sommeren kunne parret også notere sig, at Grenaa Strand Camping blev opgraderet til femstjernet campingplads.
Campingpladsen kan således også bryste sig af at have betegnelsen ’Camp Now’, som betyder, at der arbejdes fokuseret på at højne oplevelsen for gæsterne ved blandt andet øget rengøring, kundeservice og ikke mindst et lille islæt af ekstra luksus.
Tidligere på året indviede Grenaa Strand Camping eksempelvis en stribe nye campinghytter med udendørs spa.
»Jeg synes da, at den her kåring viser, at vi forsøger at gøre alt, hvad vi kan, for at give vores gæster den bedst mulige oplevelse. Vi har ikke rigtig haft nogen klager i år, selv om det til tider har pisregnet. Så handler det bare om at tage sig tid til smilet og få en god snak, og så har folk virkelig også taget det med et smil og bare nydt at være på ferie,« fortæller Michael Lip.
Vigtig anerkendelse
Afstemningen om Danmarks bedste campingplads fandt sted i perioden 27. juli – 10. august og alt i alt stemte over 17.000 danskere via sms og app.
Det har kun været muligt at stemme én gang per person.
Pernille Gleerup Andersen indrømmer dog gerne, at hun har gjort et stort stykke arbejde for at gøre gæsterne opmærksomme på, at Grenaa Strand Camping var med i afstemningen om Danmarks bedste campingplads.
»Vi syntes bare, det var sjovt at være med. Målet var egentlig bare, at 250 personer skulle stemme på os, for så ville vi komme på kortet over de bedste campingpladser. Det var rigeligt for os, men da vi begyndte at få endnu flere stemmer, så fik vi blod på tanden i forhold til at blive Midtjyllands bedste campingplads. Det er vi blevet, og det er bare megafedt. Det betyder jo alverden for os at få den anerkendelse fra vores gæster. Det er jo dem, vi skal leve af, og dem vi er her for fra morgen til aften hele sommeren for at servicere. Det betyder rigtig meget, at de er tilfredse,« fastslår Pernille Gleerup Andersen.
Grenaa Strand Camping fik i alt 674 stemmer i afstemningen på landsplan. Det var mere end 150 flere stemmer end Midtjyllands næstbedste, som blev Humlum Fiskerleje & Camping ved Struer.