Fortsæt til indhold

Frisør kunne vælge at fyre medarbejder. Men i stedet åbner hun nu salon nummer to

Frisør Joan åbner i købmandsgården i Feldballe.

Samfund

Det er ikke nogen hemmelighed, at corona-tiden og inflationen efterfølgende har gjort ondt på indtjeningen hos mange erhvervsdrivende. Det har Joan Jensen, Frisør Joan, også mærket, men i stedet for at skrue ned på bemandingen har hun valgt at åbne endnu en frisørsalon udover hendes salon i Hadsten og derved øge indtjeningen.

Torsdag 27. juli åbnede Frisør Joan i lokale i den gamle købmandsgård i Feldballe, samme hus hvor også Simons Brød, Kooperativet og Kalø Whisky & Vin har butik.

Nu to saloner

Joan Jensen har haft salon i Hadsten i 11 år, Frisør Joan. Med corona-tiden og den efterfølgende inflation blev der en lille nedgang i kundestrømmen, og der kom nogle huller i ordrebogen. Men det lå hende fjernt at afskedige sin trofaste og dygtige assistent.

»Jeg synes, at det rigtige måtte være at udfylde de ledige huller ved at åbne endnu en salon et andet sted,« forklarer Joan Jensen.

Da hun begyndte at se sig om efter en mindre by med et opland, der er loyal overfor områdets handlende, faldt valget hurtigt på Feldballe. Hun holder af Djursland og Mols og har sommerhus i nærheden, og både hendes brødre og nogle af vennerne bor i området.

»Det er en by, der vil sig selv, med friskole, Friland, Kooperativet, Simons Brød og Kalø Whisky & Vin. Der er ingen tvivl hos mig om, at det er her jeg skal være,« siger hun og tilføjer med et smil:

»Og lokalerne ligger perfekt. Alle der kører mod Ebeltoft, kører jo lige ind i facadeskiltet.«

20 timer om ugen

Joan Jensen vil dele sin tid mellem salonen i Hadsten og den nye salon i Feldballe. Åbningstiden vil derfor være cirka 20 timer om ugen. I lige uger vil hun være i salonen i Feldballe torsdag, fredag og lørdag og i ulige uger bliver det mandag og tirsdag.

»Jeg kender jo området i forvejen, men jeg ser frem til også at lære området, byen og folk at kende som byens frisør.«

I salonen forhandler Joan Jensen også tøj fra Butik Nathalie i Hadsten, samt økologiske hårprodukter og hudpleje baseret på naturlige ingredienser.