Amerikanske soldater rykker ind på Aarhus Havn
Amerikansk militært materiel og køretøjer ankommer for anden gang i år til Aarhus Havn. 150 amerikanske soldater vil opholde sig i en lejr opsat på havnen, oplyser Forsvaret.
På torsdag - 17. august - bliver et i forvejen afspærret område af Aarhus Havn til et midlertidigt militært område.
Det sker i forbindelse med, at 1.200 styk amerikansk militært materiel og køretøjer ankommer til havnen med to forskellige skibe.
Det skriver Østjyllands Politi på det sociale medie X.
Det er ikke første gang, Aarhus Havn bruges til det formål. Tidligere på året sejlede den amerikanske hær 600 militærkøretøjer og containere fra Texas.
Derfor vil der fra i dag være amerikanske soldater i området omkring havnen til at bistå med den videre transport af materiellet.
De mange køretøjer og containere skal transporteres på lastbiler og med tog videre til Østeuropa på grund af en planlagt rotation af amerikanske tropper. Der vil være omkring 150 amerikanske soldater i en lejr opsat på Aarhus Havn, oplyser Forsvaret i en pressemeddelelse.
Danmark er et knudepunkt, når oversøiske NATO-lande skal sende materiel og soldater til østersøregionen. Derfor står Forsvaret, Hjemmeværnet og en række civile aktører klar til at støtte, så det kan ske så smidigt som muligt.
»Det er en central del af Danmarks bidrag til NATO’s kollektive forsvar, at vi kan yde god værtsnationsstøtte. Vi gjorde det senest i juni, og nu står dansk forsvar igen klar, når tre skibsladninger amerikanske styrker de kommende uger anløber danske havne. Samarbejdet med vores nærmeste allierede, USA, er helt afgørende i en situation, hvor freden i Europa er under pres med Ruslands invasion af Ukraine,« siger forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen(V).