Fortsæt til indhold

Flertal er klar til at opkalde vej efter Muhammed-tegner Kurt Westergaard

Ifølge DR vil et flertal i Aarhus Byråd opkalde vej i Jyllands-Postens gamle kvarter efter satiretegneren Kurt Westergaard.

Samfund
ddp

Et flertal i Aarhus Byråd bestående af Socialdemokratiet, Venstre, SF og Danmarksdemokraterne er onsdag aften klar til at stemme for at opkalde en vej efter den afdøde satiretegner og aarhusianer Kurt Westergaard.

Det skriver Danmarks Radio, der har talt med en række partier om sagen.

Kurt Westergaard blev berømt og berygtet for at stå bag ’Muhammed med en bombe i turbanen’-tegningen i Jyllands-Posten tilbage i 2006. Den måske mest berømte af flere tegninger i morgenavisen, som skabte massiv vrede blandt muslimer og sendte Danmark ud i det, vi kender som Muhammedkrisen, og gjorde landet til et øget mål for terror.

Der er tale om Grøndalsvej i Viby, som skal opkaldes efter Kurt Westergaard, og det er ikke tilfældigt, for det var her, at Jyllands-Posten tidligere havde hovedsæde og måtte barrikadere sig bag terrorsikring som følge af Muhammedkrisen.

På den store grund, hvor avisens tidligere hovedsæde lå, skal der bygges et nyt boligområde, og lokalplanen til dette skal Aarhus Byråd tage endeligt stilling til onsdag aften.

Det er danmarksdemokraten Jakob Søgaard Clausen, der står bag forslaget om at hylde Kurt Westergaard, og han er glad for, at der er opbakning i byrådet.

»Kurt Westergaard er ansigtet på ytringsfrihed, og ved at opkalde en vej efter ham, så hylder vi ham, og det han stod for, og det viser, at vi værner om ytringsfriheden stadigvæk,« siger han til DR.

Den gamle Jyllands-Posten-grund på Grøndalsvej i Viby skal omdannes til boligområde. Foto: Ernst van Norde

Beslutningen sker netop som Danmark står i en såkaldt korankrise, der har visse konnotationer til Muhammedkrisen i 2006, idet det har vakt stor vrede i muslimske lande, at der er blevet brændt koraner af i Danmark og Sverige. Det har bl.a. medført angreb mod ambassader i Mellemøsten og på NGO’er, trusler fra Al-Qaeda og trusler fra de mellemøstlige lande om boykot af danske varer.

På den baggrund vil regeringen nu forsøge at indføre et forbud mod koranafbrænding, og derfor er aftenens beslutning i Aarhus Byråd en vigtig manifestation, mener Jakob Søgaard Clausen.

»Netop som regeringen lægger op til at begrænse ytringsfriheden, er det vigtigt at stå fast på de grundlæggende værdier i samfundet og vise, at vi hylder dem, der har stået forrest i kampen,« siger han til DR.

Blandt andet Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti er imod, kan DR oplyse.

Til mediet udtaler Solveig Munk (EL), at Kurt Westergaard ikke har gjort nok til at fortjene at få en vej opkaldt efter sig, mens konservatives Peter Sporleder mener, at beslutningen vil være en unødvendig provokation, som vil kaste benzin på bålet.

Kurt Westergaard boede selv få hundrede meter fra Grøndalsvej under konstant PET-beskyttelse indtil sin død i juli 2021. I 2008 anholdt PET tre personer, som angiveligt ville slå tegneren ihjel, og 1. januar 2010 var han udsat for et reelt drabsforsøg, da en 28-årig somalier tiltvang sig adgang til hans hjem med økse og kniv.