Susan har udfordret sig selv - og hun vil gå langt for at hjælpe børn
For Susan Toft har det både menneskeligt og fagligt været givende at være en del projektet »Gå for BørneTelefonen.«
»Det er en sag, der står mit hjerte nært, fordi jeg er mor til tre børn.«
Sådan lyder det fra 45-årige Susan Toft, der i weekenden 26.-27. august, iført sit bedste vandretøj, vil være at finde i naturområderne ved Himmelbjerget. Det sker som en slags opvarmning til, at hun i næste måned begiver sig ud på en 111 kilometer lang vandretur på Caminoen i Nordspanien. Det samme gør en lang række andre vandre-entusiaster fra hele landet. Fælles for alle er, at de tager til Spanien i forbindelse med indsamlings- og vandreeventen »Gå for BørneTelefonen.«
Susan Toft, der bor i Hørning, kan med egne ord ikke forestille sig en verden uden Børnetelefonen, der blev oprettet af Børns Vilkår tilbage i 1987.
»Flere og flere børn har udfordringer, og det er ikke alle, der kan snakke med deres forældre eller lærere, og så er det vigtigt, at de kan snakke med nogle professionelle rådgivere. Det kan også være pinligt eller flovt, hvis man bliver udelukket fra fællesskabet, og så kan det være, at man ikke vil snakke med sine forældre om det,« siger hun til Uge-Bladet Skanderborg.
Vokset med opgaven
De, der skal prøve kræfter med Caminoen til september, har siden marts samlet penge ind til BørneTelefonen. Det er blandt andet sket via donationer, arrangementer og sponsoraftaler med lokale virksomheder.
»For mig har det været en udfordring at spørge om hjælp, at bede om penge. Det seneste halve år har givet nogle værktøjer, jeg kan bruge i mit arbejds- og privatliv. Jeg er blevet bedre til at bruge mit netværk og til at arbejde med sociale medier. Jeg har også fundet ud af, at jeg godt kan finde ud af stable større projekter på benene,« siger Susan Toft.
De penge, deltagerne har samlet ind, går til BørneTelefonen, så endnu flere børn og unge kan få hjælp, når de ringer til rådgivningslinjen. I 2022 havde de frivillige rådgivere på BørneTelefonen rekordmange samtaler, over 60.000, med børn og unge, der havde brug for at tale med en voksen om blandt andet svigt, misbrug eller ensomhed.
Går efter sandheder
Susan Toft arbejder til daglig som såkaldt customer experience expert ved TDC Erhverv, der har støttet Børnetelefonen i en årrække. TDC sender i alt syv medarbejdere og fem kunder afsted for at gå Caminoen, der historisk er kendt som en pilgrimsrejse for kristne.
»Jeg er ikke i tvivl om, at det bliver en fed udfordring, og at jeg bliver nødt til at træne op til det, for at det ikke bliver alt for hårdt. TDC Erhverv ønsker også at komme tættere på vores kunder, at få et tættere samarbejde, og når man går sådan en tur sammen, kan man få en tættere relation. Vi kan måske få nogle flere sandheder, som vi kan bruge til at forbedre os,« siger Susan Toft.
Det er 17. september, deltagerne tager afsted til Nordspanien. Turen markerer officielt afslutningen på Børns Vilkårs indsamlingsprojekt.
Inden da arrangerer Susan Toft sammen med to kolleger og Testrup Mårslet Gymnastikforening »Hop og Rul for Børnetelefonen« i Mårslet Multihal. Det sker lørdag 2. september i tidsrummet 10-15. Ved arrangementet kan børn i alle aldre blandt andet hoppe på hoppeborge og trampoliner. En del af overskuddet fra entré samt salg af mad- og drikkevarer går til Børnetelefonen.