Fortsæt til indhold

Nyt boligområde i Viby vedtaget: Vejlukning bekymrer dog politikere

Aarhus Byråd har nikket ja til en lokalplan, der giver mulighed for at bygge et boligområde på den grund, hvor Jyllands-Postens tidligere havde hovedsæde.

Samfund

Viby bliver et boligområde rigere.

Det står klart, efter byrådet onsdag vedtog lokalplan 1180, der giver udviklingsfirmaet Nordstern lov til at bygge lejligheder og rækkehuse ved Grøndalsvej, hvor Jyllands-Posten havde hovedkvarter indtil 2020.

I alt skal der opføres 52.000 kvm. bebyggelse, ligesom der kan blive plads til 6.000 kvm. erhverv.

Nordstern har planer om at lave et blandet boligområde i den forstand, at der er i området skal være både rækkehuse og etageejendomme i to-fem etager.

Angiveligt bliver de 32 rækkehuse, som kommer til at lægge i det grønne område nord for Grøndalsvej, lavet som kommende ejerboliger, og står det til Venstre, så skal Teknik og Miljø-rådmanden bestræbe sig på at få Nordstern til også at udbyde 10 pct. af de 410 kommende lejligheder til salg.

»Vi synes, at det vil være godt, at rådmanden sikrer, at vi så faktisk får flere ejerboliger, som developeren har stillet i udsigt, selvom vi ikke kan kræve det, så vi kan få et blandet boligområde. Et er at sige det, noget andet er at føre det ud i livet. Vi vil følge det tæt,« sagde partiets ordfører Gert Bjerregaard under debatten, hvor det blev nævnt, at Aarhus, som i øjeblikket har næsten 10.000 tomme lejeboliger, savner ejerboliger.

Se debatten i byrådet her (artiklen fortsætter under videoen):

Trafikbekymringer

Lokalplanen blev vedtaget med et stort flertal, men under debatten kom det frem, at flere partier er bekymret over, hvilken konsekvens der vil være for trafikafviklingen i fremtiden, da det er planen at lukke Grøndalsvej for gennemkørende trafik.

»Der skal være en plan for trafikken i Viby. Jeg tror, det her kommer til at løfte hele området omkring Viby Bakke, men trafikken bliver noget, vi skal diskutere, og som vi vil være meget opmærksomme på fremadrettet,« lød det bl.a. fra socialdemokratiets Jesper Kjeldsen.

Enhedslisten stemte som det eneste parti imod på baggrund af en række kritikpunkter, men bl.a. også på grund af trafikproblematikken.

»Vi mener, at trafik og mobilitet omkring området skal planlægges først. Det er jo tovligt og måske også ulovligt at sige ja til en lokalplan og et byggeri, der om føje år måske skal eksproprieres en del af til anlæg af en rampe til motorvejen fra Ravnsbjergvej,« pointerede Solveig Munk, som derudover var kritisk overfor konsekvensen for områdets grundvand, og at der - ifølge hende - ikke er dokumenteret, om de kommende beboere vil blive udsat for lugtgener fra det nærliggende rensningsanlæg.

Flere partier udtrykte også bekymring for, at man tillader en såkaldt letbane-norm ift. at etablere parkeringsarealer i det nye boligområde, som vil få Viby Station som nærmeste stop.

En del beboere vil nemlig få langt til letbanestoppet, men fordi der er jævnlig busbetjening på især Skanderborgvej, er man gået med til letbane-normen.

Alt i alt ender byggeriet med at have en bebyggelsesprocent på ca. 75, og den højeste bygning i det kommende område vil være én etage lavere, end hvad Viby Helhedsplan foreskriver.

»Vi mener, at vi har fået mange fornuftige besvarelser fra såvel bygherre som myndigheder på de bekymringer, der har været. Vi synes, det er et fint boligområde, der er på vej. Det er helt tydeligt, at udvikler og arkitekter har lagt sig i selen,« lød det afsluttende fra Radikale Venstres Metin Aydin.