Brysternes motionsdag byder på lyserød march i den grønne skov
Vicky Jensen fra Auning fik en lys idé, og den greb lidt om sig.
Vicky Jensen har det med at få en hel del idéer. Efter eget udsagn er nogle af dem gode og andre knap så gode.
Den seneste hun har fået er god. Det lader det også til, at rigtig mange i Auning synes, og derfor kan man 10. september forhåbentlig se et gedigent optog af pink-klædte kvinder marchere forbi Gammel Estrup og igennem Løvenholm Skovene, når der er Brysternes Motionsdag.
Brysternes Motionsdag er et af Kræftens Bekæmpelses arrangementer i kampen mod brystkræft. Her inviterer Kræftens Bekæmpelse alle over hele landet til at gå eller løbe en tur og samle ind til brystkræftkampen, og den invitation har Vicky Jensen taget imod.
»Jeg har igennem flere år været aktiv i Stafet for Livet i Rønde, hvor jeg både har deltaget med hold og også været en del af styregruppen bag. Nu findes stafetten i Rønde ikke længere, og jeg og flere i familien har bare savnet den der form, hvor man går eller løber for det gode formål. Da jeg så, at ’Støt Brysterne’ har det her landsdækkende arrangement tænkte jeg, at det kan jeg nok godt samle lidt familie og venner til. Nu har det bare grebet lidt om sig. På den positive måde,« fortæller Vicky Jensen.
Alle kender en
Da Vicky Jensens søster og nogle gode veninder blev involveret, spredte budskabet sig nemlig lynhurtigt, og nu har rigtig mange meldt deres interesse i at deltage i den lyserøde march.
I hvert fald er der en god chance for, at det bliver farverigt, idet konceptet med Brysternes Motionsdag er, at man støtter indsamlingen ved et deltagergebyr på 310 kroner. Med i det beløb får man en lyserød t-shirt, som man kan ikæde sig til marchen. Det er også muligt at deltage uden at købe t-shirt for 160 kroner.
Alle penge går direkte til Kræftens Bekæmpelse, understreger Vicky Jensen.
»Det er vigtigt for mig at sige, så folk ikke tror, det er noget, man går og tjener penge på. Om vi bliver 20 eller 100, der kommer ud at gå, det ved jeg simpelthen ikke, men jeg tror på, det her er et arrangement, som folk kan relatere til, fordi stort set alle kender en, der enten kæmper med kræften eller desværre har tabt kampen. Det er så vigtigt, at der bliver forsket og gjort noget ved den forfærdelige sygdom,« siger Vicky Jensen, som i 2019 selv mistede sin far til en kræftsygdom.
Mændene må heppe
Vicky Jensen har selv opmålt den fem kilometer lange rute, som hendes arrangement på Brysternes Motionsdag byder på.
Den starter på hendes adresse på Industrivej 117 med fælles opvarmning.
Herefter går turen mod banestien og ned i skoven omkring Gammel Estrup, inden turen igen går tilbage til Industrivej, hvor Vicky Jensen byder alle deltagere på kaffe og kage, mens Rema 1000 har sponsoreret frugt. Ruten vil undervejs være pyntet i lyserøde farver.
Selve gåturen er kun for kvinder.
»Det er bare et valg, vi har taget for at lave det lidt anderledes og skabe noget opmærksomhed om, at brystkræft primært rammer kvinder. Men det kan da være, der er nogle mænd i byen, der har lyst til at lave noget lignende, og ellers kan det være, de kommer kommer med næste år. Og de er i hvert fald meget velkomne til at komme og heppe,« fastslår Vicky Jensen.
Har man lyst til at deltage i gåturen kan man tilmelde sig hos Vicky Jensen på Facebook eller på telefon.