Hvem er mest aktiv? Fire byer i Favrskov dyster mod hinanden
Motion, fællesskab og nabodyst er på programmet, når Thorsø, Svenstrup, Houlbjerg og Lerbjerg/Svejstrup dyster om titlen som det mest aktive lokalsamfund i Favrskov Kommune i 2023.
Hvor mange kilometer kan vi gå, løbe og cykle i løbet af to timer? Det finder fire lokalsamfund i Favrskov Kommune ud af i august og september, når de dyster til Lokaldysten om at blive Favrskov Kommunes mest aktive lokalsamfund.
Det er første gang, at lokalsamfund fra Favrskov Kommune deltager i Lokaldysten. Dysten er et motionsevent, hvor to eller flere lokalsamfund udfordrer hinanden i at tilbagelægge flest kilometer ved at gå, løbe og cykle på en rundstrækning i lokalområdet i løbet af to timer.
Sammen om bevægelse
Lokaldysten samler lokalsamfund til et motionsevent, hvor både børn, unge, voksne og seniorer får sved på panden og smil på læben, og hvor alle kilometer tæller.
Netop bredden i arrangementet er den store styrke ved dysten og passer rigtig godt ind i kommunens fritids- og idrætsstrategis overordnede målsætning, siger Morten Bang, formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Favrskov Kommune, i en pressemeddelelse:
»Målsætningen er at inspirere flere til at bevæge sig mere og rigtig gerne i fællesskaber. Det må Lokaldysten siges at gøre, da alle kan være med, og alt tæller. Før sommerferien holdt vi en workshop om senioraktiviteter, hvor lokale klubfolk fik inspiration til at opstarte nye aktiviteter målrettet seniorer. Vi har desuden afsat et beløb til en bevægelsespulje, som folkeoplysende og frivillige sociale foreninger kan søge for at få nye målgrupper i bevægelse. Det hele er med til at inspirere til mere bevægelse i fællesskaber, og det spiller Lokaldysten også fint ind i,« siger Morten Bang.
Motionseventet udvisker betydningen af alder og fysisk formåen. Når målstregen er krydset, deles tilbagelagte kilometer med indbyggertallet, og det vindende lokalsamfund får overrakt præmien på 7.000 kr. I år kåres som noget nyt også den mest imponerende lokaldyst på tværs af alle de deltagende lokalsamfund i Østjylland. Vinderen modtager 10.000 kr. i præmie.
Håber på tradition
Favrskov Kommune er debutant i Lokaldysten, men håbet er, at det er et motionsevent, der kan blive en tradition. Det er de lokale foreninger DGI Østjylland og DGI Løb & Gang, der står bag Lokaldysten sammen med Kultur- og Fritidsudvalget og Landsbyrådet i Favrskov Kommune. Simon Buus Olsen er formand for Landsbyrådet, og han glæder sig over de deltagende byers engagement.
»Forhåbentlig bliver det en positiv oplevelse for de deltagende byer, så de kan anbefale andre lokalsamfund i vores kommune at deltage på et andet tidspunkt. Samtidig er det en kærkommen anledning til at gøre en ekstra indsats for både sundheden og fællesskabet. Måske opstår der nye relationer og samarbejder, der kan føre nye aktiviteter med sig efter Lokaldysten, så der er mange gode grunde til at deltage,« understreger Simon Buus Olsen, der holder talen ved præmieoverrækkelsen i den vindende landsby 6. september kl. 17.