Lysthusbåde kan sætte Ebeltoft på landkortet: »Det vigtigste er at vise folk at de kan bo på 20 kvadratmeter«
Iværksætter Asger Møller tager gerne mod gæster og giver dem en smagsprøve på Lysthusbåden og det gode liv til søs. Og står det til ham, så skal der laves et helt fællesskab af lysthusbåde i Fregathavnen i Ebeltoft
Måske har du set lysthusbåden, et flydende tiny house, som gennem lang tid har ligget i Fregathavnen i Ebeltoft. Tidligere på sommeren sejlede ejer Asger Møller ud og smed anker ved Byggefestivalen på Grobund, og for nylig fragtede han på en lastbil lysthusbåden til Søbadet på Smukfest i Skanderborg, så festivalens mange gæster havde mulighed for at opleve, hvad det vil sige at bo på vandet.
For Asger Møller handler det dog om mere end det. Meget mere. Den boligform, han præsenterer, er nemlig ikke bare en livsstil. Det er en livsfilosofi.
»Det, der er det vigtigste, er at vise folk, at man kan bo på 20 kvadratmeter. Fuck husbåden. Det her er en Lysthusbåd. Her kan du bo på 20 kvadratmeter off grid ude på vandet.«
Alle dem, der arbejder på at være off grid på landjorden, de kan ikke få lov til det, men det kan du ude på vandet, fordi det er allemandsejeAsger Møller, tømrer og bådebygger, grundlægger af Lysthusbåd
Off grid eller udenfor nettet er et nyere fænomen, som handler om at trække stikket ud og være selvforsynende indenfor varme, el og vand. Og når det kommer til lige præcis den egenskab, så er lysthusbåden helt unik. Indretning, konstruktion og den nordiske, minimalistiske stil er skabt i samarbejde med arkitekt Helle Mariager, som også bor i Ebeltoft.
Der findes i dag kun to styk. Den anden, som er lidt anderledes indrettet, ligger ved Scandic Strandpark Hotel i København, der udlejer båden som mødefacilitet til virksomheder.
Vandet er allemandseje
»Den her båd er ikke en husbåd. Det er vigtigt at understrege. For en husbåd, den er fastliggende og skal tilsluttes el, vand og kloak og være med i lokalplanen og alt muligt. Den her båd er blevet godkendt som et lystfartøj, så længe det er privat. Derfor hedder det en lysthusbåd,« forklarer Asger Møller.
»Hvis du har solceller og vindmøller, så kan du være off grid. Det kan vi ikke få lov til på landjorden. Alle dem, der arbejder på at være off grid på landjorden, de kan ikke få lov til det, men det kan du ude på vandet, fordi det er allemandseje,« uddyber han.
Under Smukfest tog Asger Møller de festivalgæster, der havde lyst, med ud på en kort sejlads på Skanderborg Sø.
»Folk prøvede selvfølgelig at sejle, men de kom mest for at opleve båden. Det vigtigste er, at folk får oplevelsen af lysthusbåden. Hvordan pladsen er udnyttet, og hvad den egentlig kan.«
Som Asger Møller havde forudset, så var festivalgæsterne vilde med båden.
Flydende fællesskab i Ebeltoft
»Responsen var fuldstændig vanvittig. Jeg ved godt, folk de drømmer, men der er langt fra en drøm og så til at skrive under på en million kroner. Men jeg har altså ti underskrifter, og 30 der er klar, når der er havnepladser ledige,« fortæller han.
Og det håber han, der bliver, i Fregathavnen i Ebeltoft. Her har sammen med sin makker Mads Dalsgaard udarbejdet et forslag til et ambitiøst projekt om en lysthusbådpark langs ydermolen af havnen. Den, der ligger over for Strandbaren og det, der i planerne om udvikling af Ebeltofts kystlinje kommer til at hedde Folkeparken, men som de fleste nok stadig kender som Horisonten.
Her skal de ligge side om side, som en bæredygtig overnatningsmulighed for turister, der skal skabe et helt særligt fællesskab, et community, som Asger Møller kalder det, der deler ideologien om den enkle livsstil off grid. Der vil blive forskellige faciliteter, som for eksempel en sauna.
«Der kan ligge cirka 30 lysthusbåde, og det ville virkelig sætte Ebeltoft på landkortet. Vi har i mere end fem år været i dialog med både Fregattens bestyrelse og Syddjurs Kommune, men den slags tager tid. Der er dog ingen grund til at vente, for der er masser af interesserede investorer.«
Tanken er, at lysthusbådene skal ejes af private og lejes ud efter airbnb - princippet, og Asger Møller mener, at det ville blive en eksklusiv og attraktiv ferieform, som vil tiltrække ressourcestærke turister til gavn for Ebeltoft og hele Syddjurs.
Og måske finder Syddjurs Kommune ikke tanken helt tosset. De har i hvert fald beskrevet Asger Møllers ide i en nylig afsendt ansøgning om støtte til tre konkrete kystprojekter til Erhvervsfremmestyrelsen, lavet i samarbejde med Nationalpark Mols Bjerge og Skudehavnen. Ansøgningen blev sendt i slutningen af maj og ønsker 30 millioner kroner til det projekt, de kalder Den Blå Baghave - bæredygtig turismeudvikling langs Ebeltoft Vig. Her søges penge til tre projekter: en ny mole, et superrev og Folkeparken.
»Asger Møllers lysthusbådsprojekt er ikke en del af den egentlige ansøgning, men det beskrives som et perspektiv. Som et kommende projekt, man kunne lave efterfølgende, og som kan styrke udviklingen af turisme og tiltrække flere private investorer til området, og det er noget, erhvervsfremmestyrelsen kigger efter, når de vurderer en ansøgning,« siger chef for teknik og miljø, Sanne Atterman.
Hun understreger, at der intet konkret er i forhold til planerne, da det hverken er blevet behandlet politisk eller administrativt.
Mange udfordringer
I den omtalte ansøgnings beskrivelse af lysthusbådparken nævnes Fregatten også.
»De (lysthusbådene, red.) laves på byens lokale skibsværft på Fregatten Jylland. For Fregatten Jylland vil det kunne styrke deres omsætning såvel som indtjening (værftet og udlejning af kajpladser), og dermed understøtte den udvikling, en moderne attraktion kræver for at kunne vækste – helt på niveau med udviklingen af et samlet turismeområde.«
Alt dette er Tommy Bøgehøj, bestyrelsesformand for Fregatten Jylland, der ejer det pågældende område, enig i, men på grund af forskellige udfordringer, er Fregatten endnu ikke klar til at sige hverken ja eller nej.
»Der er ingen tvivl om, at det er et spændende projekt, som ville kunne give os noget værftsomsætning og en årlig indtjening i form af havneleje, men udfordringerne er, at vi ville få en stor trafik døgnet rundt, dag og nat, hvor vi jo i dag har lukket af. Der er blandt andet nogle sikkerhedsmæssige aspekter i det, for er man først på området, er der jo fri adgang til fregatten, og vi skal jo nødigt have, at nogle pludselig kravler op i masten eller andre spændende ting. Endelig er der spørgsmålet om adgang til toiletforhold og andre lavpraktiske ting. Alle de ting er vi lige nu internt i dialog med medarbejdere og ledelse om, så lige nu kan jeg hverken sige ja eller nej.«
Asger Møller understreger, at hvis der først gives grønt lys, så ligger hele projektet klar til at blive søsat.
Sommeren, festivalerne og lastbilturene har dog været hårde ved hans lysthusbåd, så lige nu har Asger Møller trukket sig ud af Ebeltoft til sit savværk i skoven ved Langesø, hvor lysthusbåden lige nu gennemgår en renovering.
»Den skal lige have en kærlig hånd, men det varer ikke lang tid, før jeg er tilbage i havnen i Ebeltoft. Og så glæder jeg mig da til at høre fra kommunen og Fregatten Jylland, om hvornår de synes, vi skal rykke på projekt lysthusbådpark. De må jo synes, det er en god ide, når de bruger det i deres ansøgning, så hvorfor vente? Det er da bare at komme i gang.«