Mathias frygter for nye naboer: Tør ikke lade børnene lege udenfor
Planer om et bosted har fået de bekymrede miner frem hos naboerne.
Mathias Lind bor med sin familie i den lille landsby Kastbjerg nord for Randers. Her er ikke meget andet end fred, ro og grønne marker så langt øje rækker. Men noget spolerer idyllen.
I hvert fald hvis man spørger de lokale.
De er bekymrede for en ny beboer i byen.
I den gamle skole er et bosted på vej. For mennesker der kan have domme bag sig, og som kan være udadreagerende.
»Jeg synes, det er et mærkeligt sted at ligge sådan noget. I stedet for at have det uden for byen, hvor det ikke involverer andre mennesker. Hvis de skulle stikke af fra det bosted, ville det der ikke gå ud over andres privatliv,« siger Mathias Lind, der som udgangspunkt intet har imod bosteder.
»Jeg synes, det er fint at lave sådan et sted, men placeringen har alt at sige. For dem der bor omkring.«
Afstand på 20 meter
Og den gamle skole ligger blot 20 meter fra Mathias Linds hus.
I dag bruger familiens små børn udearealerne meget. Det vil ændre sig, hvis et bosted rykker ind ved siden af.
»Vi vil helt sikkert ikke have, at børnene render rundt selv herude. De bliver mindre frie. Lige pludselig står der en, som ikke skal være der,« lyder bekymringen fra ham.
Endnu er det uklart, hvilken type mennesker der skal bo på bostedet.
Men usikkerheden nager naboen.
»Jeg ved ikke, hvad det er for nogle typer, der flytter ind, men hvad jeg kan forstå på det, så er det noget, der bliver tænkt over,« siger Mathias Lind.
Påvirker hele byen
Dem, der tænker over det, er indbyggerne i Kastbjerg.
Navnlig især dem der mener at have forstand på området.
En af dem er Henrik Jørgensen, der selv arbejder som pædagog hos Region Midtjylland.
Han bor et stykke fra den gamle skole, hvor bostedet skal ligge. Men han er stadig nervøs. For Kastbjerg er en lille by.
»På to minutter kan du være i den anden ende af byen. De skal ikke gå ret langt, før det påvirker hele byen, siger Henrik Jørgensen.
Bekymrende mandsopdækning
Han har hørt, at beboerne på bostedet vil være mandsopdækket hele døgnet. Og det bekymrer ham.
»Jeg har 20 års erfaring inden for området. Når ejeren nævner 1:1 borgere, så ved jeg med min erfaring, at det er borgere, som kan være udadreagerende.»
»Min frygt er samtidig, at det er ufaglærte, der bliver ansat, fordi de er billigere. Og så er der ofte flere magtanvendelser og udadreagerende adfærd.«
Lige meget hvad håber de kommende naboer i Kastbjerg ikke, at bostedet bliver en realitet.
»Jeg håber, at der kan blive sat en stopper for det, og det kan komme et andet sted. Det vil påvirke hele byen. Det er byen simpelthen for lille til,« lyder det samstemmigt fra Mathias Lind og Henrik Jørgensen.