Fortsæt til indhold

Frederikke presset til det yderste i bedste sendetid: »Hvis du ikke har styr på dig selv, kommer du til at krakelere«

Frederikke Pedersen fra Aarhus er én ud af 14 nye aspiranter i den nye sæson af Korpset, der skal prøve kræfter med ekstreme udfordringer.

Samfund

»Det eneste, jeg havde i hovedet, var, at tiden gik - uanset hvor hårdt det var. Det kan aldrig blive mere end otte dage, sagde jeg til mig selv.«

Sådan fortæller 27-årige Frederikke Pedersen om sin deltagelse i sjette sæson af Korpset, der ruller over skærmen 6. september på TV2 Play.

Frederikke Pedersen med aspirantnummer 14 er én ud af to aarhusianske deltagere i den kommende sæson.

I programmet skal aspiranterne finde ud af, om de kan holde til otte døgn, hvor de udsættes for et ekstremt fysisk og mentalt pres, mens de får meget lidt søvn og mad.

Til at presse og overvåge dem står fire tidligere elitesoldater klar. Instruktørerne er de tre tidligere jægersoldater Thomas Rathsack, Erik B. Jørgensen og Rune Danielsen samt den tidligere frømand Rune Viborg.

Aspiranterne kastes fra start ud i vilde udfordringer, mens de får meget lidt søvn og mad. Foto: Lars E. Andreasen/TV 2.
For mig er Korpset den ypperste måde at teste sit mentale game på, fordi du ikke kan gemme dig.
Frederikke Pedersen, deltager i Korpset 2023

Trænede op i to måneder

»Jeg har altid drømt om at være med i Korpset og har fulgt med, når det er blevet sendt i fjernsynet,« fortæller Frederikke Pedersen, der er uddannet psykolog. Hun har sin egen praksis, hvor hun primært hjælper klienter, der lider af spiseforstyrrelser. Desuden underviser hun i crossfit og har selv dyrket det på eliteplan siden 2018. Hun er opvokset i Tørring og bor i dag i Aarhus.

Til dagligt underviser 27-årige Frederikke Pedersen i crossfit og har selv dyrket det på eliteplan siden 2018. Foto: Joachim Ladefoged.

Bortset fra nogle praktiske omstændigheder med en crossfit-konkurrence lige om hjørnet, var hun ikke i tvivl om, at hun ville takke ja til at være med, da hun blev kontaktet af en TV2-caster i slutningen af januar.

»For mig er Korpset den ypperste måde at teste sit mentale game på, fordi du ikke kan gemme dig. Hvis du ikke har styr på dig selv, kommer du til at krakelere. Det fascinerer mig helt vildt, at man kan teste sig selv af på den måde,« siger hun.

Noget, jeg har taget med mig videre, er, at jeg ikke skal være så hård ved mig selv. Det får mig ikke videre, og det begrænser mig i det næste jeg skal. Det synes jeg mange kan lære noget af.
Frederikke Pedersen, deltager i Korpset 2023

Aspiranterne kastes fra start ud i vilde udfordringer. Frederikke Pedersen vil ikke afsløre prøvelserne, men hun kan nikke genkendende til mange af de øvelser, de tidligere sæsoner har budt på.

Hun brugte to måneder på at forberede sig på at være med i programmet. Hun gik blandt andet 15.000 skridt dagligt med oppakning og omlagde sin træning, så den mindede mere om militære øvelser. Hun eksperimenterede også med faste op til programmet, for at vænne kroppen til at være i energiunderskud.

»Jeg ville eliminere de ting, der gjorde mig usikker rent fysisk, for så var det kun det mentale, jeg skulle fokusere på. Én af de ting, jeg frygtede mest, var øvelser i vand, og derfor begyndte jeg at vinterbade i januar i op til ti minutter ad gangen,« fortæller hun.

»Det var vigtigt for mig ikke at blive påvirket af, hvordan de andre havde det. Selvom andre syntes, det var hårdt, så behøvede jeg ikke synes det og omvendt. Der skulle ikke være nogle ydre faktorer, der påvirkede hvordan jeg havde det.«

Frederikke Pedersen er stolt af sin indsats i programmet, hvor hun både fik konfronteret sin frygt for vand og arbejdet med sig selv. Foto: Lars E. Andreasen/TV 2.

Frederikke Pedersen mener ikke, at crossfit har givet hende en fysisk fordel i programmet.

»Crossfit har mere fokus på eksplosiv træning end udholdenhed. Vi arbejder sjældent mere end en halv time ad gangen. I Korpset handler det mere om gentagende bevægelser i lang tid - for eksempel på benene med en rygsæk på- og det er en helt anden måde at arbejde på,« forklarer hun.

»Det, jeg har kunne tage med fra crossfit, er det mentale i, at du ikke kan forberede dig på, hvad du skal lave, men at du skal give alt du har. Selvfølgelig kunne jeg også bruge min fysiske styrke til at presse mig selv. Og så har jeg brugt min viden om psykologi til at arbejde med mig selv og bevare et positivt mindset.«

Et nyt perspektiv

Deltagelsen i Korpset har, ifølge Frederikke Pedersen selv, givet hende et andet perspektiv på tilværelsen.

»Noget, jeg har taget med mig videre, er, at jeg ikke skal være så hård ved mig selv. Det får mig ikke videre, og det begrænser mig i det næste jeg skal. Det synes jeg mange kan lære noget af,« siger hun.

»Jeg har ikke haft en dårlig dag siden. Jeg sætter mere pris på ting og ser muligheder frem for begrænsninger. Man må gerne være hård ved sig selv, hvor det giver mening, men det må aldrig være fordi, man er bange for at fejle.«

Frederikke Pedersen er stolt af sin indsats i programmet, hvor hun både fik konfronteret sin frygt for vand og arbejdet med sig selv.

»Jo tættere vi kommer på premieren, jo mere går det op for mig, at andre skal se det. Undervejs tænkte jeg ikke over, hvordan jeg tog mig ud på tv, og jeg lod nærmest ikke mærke til, at der blev filmet, så jeg er spændt på at se det,« fortæller hun.

Du kan se, om Frederikke Pedersen og de andre aspiranter er gjort af det rette stof fra 6. september på TV2 Play.