Fortsæt til indhold

Ny park chokerer handicappede: »Det er pinligt - simpelthen pinligt«

Turen over boulevarden giver smerter og store forhindringer for gangbesværede. Ny park møder kritik fra organisation, der fokuserer på tilgængelighed.

Samfund

Børnefamilier med klapvogn, gangbesværede med rollator og kørestolsbrugere må gå en omvej, hvis de skal krydse det nye fodgængerfelt på Bernhardt Jensens Boulevard på Aarhus Ø.

Med den nye bypark er kommet flere fodgængerfelter, som har gjort det mere sikkert for de gående at krydse den brede vej. Men for Ulla Søberg Jakobsen er turen over boulevarden alt andet end behagelig og sikker. Hun er forperson for Tours on Wheels, der er en socialaktivistisk organisation, som sætter fokus på tilgængeligheden.

»Hvis jeg var i en manuel kørestol, havde jeg ikke kørt ned. Det gør allerede ondt at skulle ned ad kantstenen,« fortæller hun.

Manglende asfaltrampe gør turen smertefuld og besværlig. Foto: Nicklas Linnemann Nielsen

For at komme ned på fodgængerfeltet skal Ulla Søberg Jakobsens mini-crosser i frit fald ned ad to høje kantsten. Den ene vil være umulig at køre tilbage op ad. Når endelig forpersonen har krydset fodgængefeltet, støder hun på den næste udfordring - dyb grus.

Endnu engang konstaterer hun, at en hånddrevet kørestol ikke vil kunne køre igennem, og i det tilfælde må man i stedet se sig henvist til den trafikerede vej for at komme op på fortovet.

Kort at gå

Der bor både ældre og handicappede tæt ved parken, som ligger foran Aarhus Ø’s eneste supermarked, Føtex. Efter forgrønningen af byrummet er beboernes indkøbsrutiner blevet besværliggjort, mener Ulla Søberg Jakobsen.

Martin Højholt er projektleder for den midlertidige park på Aarhus Ø, og han forstår frustrationen fra de berørte, men påpeger også, at de ikke er glemt.

»Det er simpelthen, fordi parken ikke er færdig endnu. Der kommer rampe på kantstenen, og gruset bliver fjernet og erstattet med asfalt,« forsikrer han.

Uden motor var Ulla Søberg Jakobsen aldrig kommet rundt i parken, hun ser gerne, at kommunen tager inspiration fra Marselisborg Parken, hvor der er brugt asfalt til stier. Foto: Nicklas Linnemann Nielsen

At parkprojektet ikke er færdiggjort, er ikke en undskyldning, som Ulla Søberg Jakobsen accepterer.

»At der er ordentlig tilgængelighed for alle, er jo noget af det mest basale. Så må man placerer blomsterne bagefter. Jeg føler mig ekskluderet, fordi det er mig, som skal tilpasse mig samfundet. Jeg fatter det slet ikke! Vi taler jo ikke om brosten eller gammel arkitektur. Parken er helt ny. Man har simpelthen misset os fra start,« mener forpersonen for Wheels on Tour.

For at krydse vejen et behageligt sted skal hun køre 250 meter længere ned ad vejen, før der kommer et stykke vej med ramper, hun kan køre ned ad. For at komme hen til Bassin 7 fra Føtex på den modsatte side skal hun køre cirka 360 meter længere, end de 17 meter alle andre, der krydser fodgængerfeltet, skal gå.

250 meter væk fra Føtex finder Ulla Søberg en rampe, der dur. Den leder ind til en aktiv byggeplads og fortovet. Foto: Nicklas Linnemann Nielsen

Grus i maskineriet

Parken ved Føtex på Aarhus Ø er den første af flere, som i den nærmeste fremtid anlægges. Vigtigheden i at give ø-boerne noget grønt har haft høj prioritet i kommunen.

»Det har været efterspurgt, at der skal noget grønt derud. Derfor har man prøvet med den her løsning,« forklarer projektlederen.

Grunden til, at asfaltramperne ikke er blevet anlagt fra start, er travlhed, mener Martin Højholt.

»Vi fik parken etableret lige op til sommerferien. Det var svært at få folk til noget som helst på det tidspunkt. Der var simpelthen gået sommerferie i projektet. Vi anerkender, at der er mangler i forhold til tilgængeligheden, og jeg skal faktisk til et møde på fredag 25. august om tilgængelighed, så jeg kan love, at der snart kommer en løsning.«

Endnu en gang mener formanden for Tour on Wheels ikke, at forklaringen på nogen måde gør den manglende fremkommelighed acceptabel.

»Det vigtigste må være, at parken er til for alle - ikke om den klar står færdig før eller efter sommerferien. Det er pinligt, simpelthen pinligt,« siger Ulla Søberg Jakobsen.

Martin Højholt lover, at gruset bliver erstattet af asfalt ved fodgængerfelterne. Foto: Nicklas Linnemann Nielsen