Fortsæt til indhold

Bøgehøj under stor ombygning: Rooftop skal tiltrække erhvervsturister

Campus Bøgehøj i Ebeltoft bliver om- og tilbygget ud fra skrappe krav til bæredygtighed.

Samfund
ah

Campus Bøgehøj i Ebeltoft er i gang med den helt store forvandling. I løbet af sommeren begyndte man at rive den gamle værelsesfløj ned, og i stedet bliver der opført en ny i træ med 82 helt nye værelser.

Campus Bøgehøj er ejet af Salling Group, og de op mod 20.000 elever, medarbejdere og ledere, der hvert år er omkring Campus Bøgehøj, kan se frem til et større, mere moderne og nyindrettet kursuscenter tegnet af C.F. Møller Architects.

»Vi har stor efterspørgsel og mangler værelseskapacitet til at huse alle vores gæster. Vi har derfor et behov for at udvide, så der er god plads til, at vores gæster både kan holde møder, overnatte og spise hos os. Vi har valgt at bygge i træ i samarbejde med en dansk producent. Værelsesmodulerne bliver lavet på fabrikken og bliver så fragtet til Campus Bøgehøj,« siger leder af Campus Bøgehøj, Karen Andresen.

Byggeriet i træ kommer i følge Salling Group til at sætte et langt mindre CO2-aftryk end konventionelt byggeri, og Campus Bøgehøj kommer således foran kommende krav i bygningsreglementerne frem mod 2029. Der bliver brugt et minimum af stål og beton i opførelsen af det nye byggeri sammenlignet med et traditionelt byggeri.

»Vi opfører i træ og lever op til de skrappe krav for byggeri, fordi vi i Salling Group ønsker at minimere vores aftryk på klimaet, og det er også en del af vores bæredygtighedsstrategi. Ved at opføre i træ mindsker vi CO2-aftrykket betragteligt svarende til en reduktion på cirka 40 procent i forhold til traditionelt byggeri,« siger Henrik Vinther Olesen, bæredygtighedsdirektør i Salling Group.

Illustration: C.F. Møller Architects
Illustration: C.F. Møller Architects
Illustration: C.F. Møller Architects
Illustration: C.F. Møller Architects

Rooftop

Når nedrivningen af den gamle værelsesfløj går i gang, bliver belægningen fra den midterste del af fløjen gemt og genbrugt. De gamle sten skal bruges til at etablere en terrasse foran bistroen i hovedbygningen og er på den måde med til at skabe et bedre udeareal til gæsterne.

Foruden den nye værelsesfløj bliver der også etableret et stort konferencelokale med plads til 180 personer samt en rooftop med restaurant og tagterrasse, hvor der er plads til 180 spisende gæster.

»Vi glæder os over, at vi i fremtiden kan trække flere erhvervsturister fra Salling Group til Ebeltoft. Det betyder også, at de lokale aktører kommer endnu mere i spil,« siger Karen Andresen.

De mange forandringer og forbedringer stopper ikke her. Der kommer nemlig også en lobby med plads til gruppearbejde, gruppe- og stillerum.

»Det bliver et mere moderne kursuscenter, hvor vi kan rumme alle. Det er vigtigt for os, at bygningerne er en del af naturen, at materialerne passer godt ind, og at vi bygger ansvarligt. Vi får blandt andet også sedumtage, ligesom vi har et areal på 3,5 hektarer, der er udlagt til biodiversitet.«

I løbet af det første halve år i 2023 er der allerede etableret padeltennisbaner, multibane og ladestandere på Campus BØGEHØJ, mens en bålhytte og pavillon er klar til at blive taget i brug. Begge dele ligger placeret midt i naturen. Alt sammen som et led i at styrke oplevelserne og fællesskabet, når kursisterne gæster Ebeltoft.

Ombygningen og forvandlingen af Campus Bøgehøj forventes at stå klar i oktober 2024.