Nu sker det: Karin Salling åbner Herman Sallings egen Plads
Nu åbner Karin Salling sin bedste gave helt officielt, når navneskiltet sættes op på Herman Salling Plads.
Da Karin Salling fejrede sin 80 års fødselsdag 14. juli, kunne hun ikke få en bedre gave end nyheden om, at Herman Salling får sin egen plads.
Og den bliver officielt indviet fredag 1. september klokken 12-12.45.
Teknik og Miljø i Aarhus Kommune skriver i en pressemeddelelse, at Karin Salling, borgmester Jacob Bundsgaard og Nicolaj Bang, der er rådmand for Teknik og Miljø, indvier pladsen ved at opsætte det officielle navneskilt.
Det er en allerede eksisterende plads på Aarhus Havn, der nu bliver opkaldt efter ’byens store købmand’, Herman Salling. Den skal hedde Herman Sallings Plads.
Indtil nu har den bare heddet, Havnepladsen, og på den står springvandet, Endless Connections, som fik d
Herman og Bamse
Aarhus Kommune har tidligere skrevet i en pressemeddelelse:
”Vi har Flemming Bamse Jørgensens Plads, Povl Kjøllers Allé og Trille Luccasens Gade m.fl. Steder navngivet efter store personligheder, der betød og stadig betyder meget for mange. Nu får endnu et Aarhus-sted nyt navn for at ære og anerkende én, vi ikke længere har iblandt os. Der er tale om en af de helt store skikkelser i den aarhusianske historie.”
Karin Salling fejrede sin fødselsdag på selve dagen i Hermans i Tivoli Friheden. Det er blevet en tradition at holde hendes store fester i den sal, Salling Fondene har doneret pengene til og som er opkaldt efter hendes mand, der døde i 2006, 86 år gammel.
Det er også en tradition, at der er et tema ved hendes store fester. I år var det farven hvid, hvilket betød at alle festdeltagerne var klædt helt i hvidt. Også borgmester Jacob Bundsgaard og formanden for Aros’ bestyrelse, Laura Hay, der sammen overrakte Karin Salling gaven: havnepladsens officielle navneskift, hvilket blev materialiseret med et skilt med påskriften ’Herman Salling Plads’ som symbol på navngivningen.
»Herman Salling har en særlig rolle i byens historie og erhvervspolitiske udvikling. Han var i sin samtid uden sidestykke landets største købmand og blev en af de mest succesfulde danske erhvervsfolk gennem tiderne. Hans succes skyldtes især god ledelse, høj forretningsmoral og en legendarisk dygtighed til at forudse og opfylde forbrugernes behov. Gennem Salling Fondene skabte han mulighed for, at der kunne doneres milliardbeløb til projekter og initiativer inden for blandt andet kunst og kultur i Aarhus og andre byer,« sagde borgmester Jacob Bundsgaard.
Borgmesterens politiske kollega, rådmand for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang, udtrykte det således:
»Herman og Karin Salling har begge været med til at forme det Aarhus, vi kender og er så stolte af. Uden dem, deres ihærdighed, godhed og generøsitet var vi ikke, hvor vi er i dag. Herman Salling var og vil altid være én af de allerstørste erhvervsmænd i Danmark. Han skabte noget, alle aarhusianere for altid kan være stolte af, og han har efterladt sig et navn, der indgyder til respekt og anerkendelse. Karin Salling viderebærer på allerfornemmeste vis den tunge arv, og få kærer sig så meget om byen, som hun.«