Borgmester omfavner Karin Salling: »Det er i høj grad også din fortjeneste«
Herman Sallings enke troede ikke at det kunne lade sig gøre, og blev nærmest lykkelig, da en af byens smukke pladser fik hans navn.
I strålende solskin og endnu bedre humør åbnede Karin Salling fredag 1. september Herman Sallings Plads på Aarhus Havn.
Hun havde glædet sig til dagen. Enken efter en af Danmarks mest driftige købmænd fik overrakt skiltet med pladsens navn på hendes 80 års fødselsdag 14. juli. Nu skulle skiltet monteres, og pladsen åbnes officielt. Derfor var borgmester, Jacob Bundsgaard (S), og rådmand for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang (K) mødt op med skilt og skruer.
»Jeg kan næsten ikke beskrive med ord, hvor stor denne dag er for mig. Dagen hvor min mand får en plads opkaldt efter sig. Jeg er dybt taknemmelig, tusind tak,« sagde Karin Salling som det første.
Hun glædede sig til at skrue pladsens nye navneskilt fast sammen med borgmesteren og rådmanden.
Drømte om det
»Herman var så stolt, da man opkaldt strædet ved Salling efter hans far, Ferdinand Salling. Så jeg er sikker på, at han også ville være blevet meget stolt, hvis kan havde oplevet, at nu har fået sin egen plads her i byen,« sagde en lige så stolt Karin Salling til Aarhus Onsdag, da skiltet var sikkert monteret.
»Jeg troede ikke, at det nogensinde kunne lade sig gøre, at netop denne plads ville blive opkaldt efter Herman, men jeg havde drømt om det. Jeg havde op til min fødselsdag gættet på, at der var gang i noget med en navngivning, men jeg anede ikke, om det blev til noget, eller hvor. Det var en stor overraskelse for mig,« fortsatte Karin Salling.
Jeg kan næsten ikke beskrive med ord, hvor stor denne dag er for mig. Dagen hvor min mand får en plads opkaldt efter sig.Karin Salling, enke og næstformand i Salling Fondene
Hun synes, at netop Havnepladsen, som den hed indtil fredag kl. 12, er så fantastisk, fordi den ligger smukt og centralt, og fordi springvandet ”Endless Connections” er placeret midt på pladsen. Det er blevet til på baggrund af en donation af Salling Fondene.
Springvandet består af op til to meter høje cirkelformede vandmure, som springer op og forsvinder igen på skiftende tidspunkter. Det er skabt af den danske kunster Jeppe Hein, der også har udformet møbler og kunst til Salling Rooftop, så der er en sammenhæng mellem udsmykningen på pladsen og dens nye navn.
Herman opgav mig
»Springvandet er desuden i godt selskab med prins Henriks skulptur, der også befinder sig her på pladsen. Jeg kører jævnligt forbi og holder meget af stedet, hvor der er et dejligt liv - også i kraft af Aarhus Sail Events havnerundfart. Den må jeg altså snart med ud på sammen med min familie,« sagde enken, der er meget optaget af byen og udviklingen af den.
Hun er næstformand i Salling Fondenes bestyrelse og har i høj grad været med til at dele ud af de mange penge, Herman Salling samlede i fondene i årevis. Hun lægger stor vægt på, at det fondene støtter, kommer mange mennesker til gode, og hun har især i de senere år været med til at støtte et hav af projekter.
Hendes gavmildhed står i kontrast til Herman Sallings forhold til økonomi. Han var ikke meget for at bruge penge, men det har hun været med til at ændre på.
Herman accepterede mine valg, så kærligt på mig og sagde: ”Jeg har opgivet dig”.Karin Salling, enke og næstformand i Salling Fondene
Til spørgsmålet om, hvad han ville sige til alt det, hun har sat i værk, svarer hun:
»Nu tror jeg, at han efterhånden har vænnet sig til det. Hvis han er deroppe et sted og kigger med, har han efterhånden indset, at det her er det rigtige at gøre,« fastslår hun.
I løbet af deres næsten 30 år lange ægteskab var Karin Sallings vilje til dels at bruge penge og samtidig støtte gode formål et emne.
»Når jeg kom hjem med mine indkøb fra stormagasinet, spurgte han tit, om jeg virkelig havde brug for det, jeg havde købt. Jeg forklarede ham, at selvfølgelig havde jeg det, og at det var en måde at støtte firmaet på. Han mente ikke, at firmaet kun skulle leve af os, men han accepterede mine valg, så kærligt på mig og sagde: ”Jeg har opgivet dig”,« ler hun.
Legendarisk købmand
Borgmester, Jacob Bundsgaard, var lige så begejstret som Karin Salling for at kunne ære Herman Salling.
»Han byggede et forretningsimperium, som andre gode kræfter har bygget videre på, og som har en meget stor betydning for byen i dag. Tusindvis af mennesker har deres daglige arbejde der i de rammer, han har skabt. I dag sætter Salling Fondene et aftryk på byen til glæde og gavn for tusindvis af mennesker hver dag,« sagde borgmesteren.
Også han synes, at Havnepladsen er det ultimative sted at opkalde efter byens store købmand. For netop der mødes byen og bugten, og en af Sallings donationer springer op af asfalten og skaber glæde og liv.
Der er tradition i Aarhus for at navngive pladser og gader efter nogle af byens dygtigste og mest betydningsfulde købmænd: Hans Broge, Chr. Filtenborg og Johannes Magnus Mørk. Med Herman Sallings Plads fortsætter den tradition.
»Du, Karin, har taget på dig at sætte retning for fondene og udføre konkrete projekter. Og den anerkendelse, Herman Salling får i dag, er i høj grad også din fortjeneste, fordi du bærer historien og fortællingen videre og har udviklet den de senere år. Der er efterhånden uddelinger for over to milliarder kroner, og det er næsten uvurderligt, hvor stor en betydning, det har haft for byen, der bliver bedre for byens borgere,« sagde Jacob Bundsgaard.