Stor butiksrokade i gang på Adelgade: »Jeg kan altid huske, hvad folk har i deres garderobe«
Selvom Mit Hjerterum har stor succes med netsalg, så kunne ejer Lone Löwenstein aldrig drømme om at opgive den fysiske kontakt med kunderne.
Lone Löwenstein er offer for sin egen succes.
Sådan kan det i hvert fald godt se ud ude fra, når hun fortæller om den butiksrokade, der har været i gang den seneste tid på Adelgade.
De to butikker Mit Hjerterum og Amalia er rykket ind i nye lokaler på Adelgade 76. Flytningen skyldes dog hverken et behov for at spare penge eller plads – tværtimod.
»Vi har jo haft to butikker, som lå et stykke fra hinanden. Dem har vi gerne ville samle et sted. Samtidig har vi hørt fra kunder, at det kunne være udfordrende at finde parkeringspladser på grund af alt byggearbejdet ved de gamle lokaler, så det var en oplagt mulighed, da det her lejemål blev ledigt,« siger Lone Löwenstein.
Samtidig giver det god synergi med personalet, at alt er samlet under et tag, fortæller hun.
»Så skal vi ikke løbe frem og tilbage over gaden og dække hinanden på den måde, så det er meget nemmere.«
Der er dog på mange måder også en dybereliggende grund til, at butikkerne er flyttet: mangel på lagerplads.
Lone Löwenstein driver butikken sammen med kæresten Brian Mogensen. Og den helt store årsag til flytningen skyldes den store succes de har oplevet med deres netbutik, som de oprettede som et nødværn under coronakrisen.
En moderne forretning
Den nye samlede butik slog dørene op 17. august, og har ifølge Lone Löwenstein fået en fantastisk modtagelse både fra kunder og kollegaer i byen.
Selvom butikken nu er samlet under navnet Mit Hjerterum, så fornemmer man stadig de to butikkers særpræg i de nye lokaler.
»Butikken er skabt som en hestesko, så i den ene afdeling ligger Amalia og i den anden ligger Mit Hjerterum.«
Udover den fysiske butik har Mit Hjerterum også en meget succesfuld webshop, som Brian Mogensen står for.
Jeg elsker det. Det er en anden måde at møde kunderne på. Vi har kunder, der ser med fra hele landet; Herning, Randers, Vejle – selv Grønland!Lone Löwenstein, Mit Hjerterum
»Den har udviklet sig i en sådan fart, at der simpelthen ikke var lagerplads i de tidligere lokaler. Så det var også en af årsagerne til at vi flyttede lokaler. Vi voksede simpelthen ud af den anden butik på grund af webshoppen.«
Spørgsmålet er dog, hvorfor de overhovedet valgte at flytte i nye lokaler i stedet for at fokusere udelukkende på webshoppen.
Det kunne dog aldrig falde dem ind, fortæller Lone Löwenstein.
»Jeg elsker kontakten med kunderne. Jeg er drevet af mit servicegen. Jeg elsker at få folk til at blomstre, og det gør jeg via tøjet, og det er langt langt nemmere i det personlige møde med kunden. Uden Brian havde jeg ikke haft en webshop, og i 2023 er man nødt til at have en webshop, men det er ikke det jeg er drevet af.«
Der er dog en bestemt del af netsalget, som hun er meget passioneret omkring: liveshopping.
Stærke relationer
Hvis du ikke lige ved, hvad liveshopping er, så er du lovligt undskyldt. Det er nemlig et forholdsvist nyt fænomen, der går ud på, at en butik sender live via et videolink på eksempelvis Facebook. Foran skærmen præsenteres en række produkter ofte til gode priser, som kunderne kan se og høre om. Samtidig kan de interagere med værten gennem kommentarfeltet.
Mit Hjerterum laver liveshopping hver eneste søndag kl. 16.00. Både Lone og Brian er helt vilde med at lave liveshopping og starter hver begivenhed med at åbne en flaske champagne.
»Jeg elsker det. Det er en anden måde at møde kunderne på. Vi har kunder, der ser med fra hele landet; Herning, Randers, Vejle – selv Grønland!«
Mange af de kunder der ser med langvejs fra, kommer ofte også forbi og ser butikken.
»Det er jo helt fantastisk, at de har lyst til at komme forbi her. Det bliver på en måde en stor familie.«
For hende og Brian handler det især om at have det sjovt, møde folk på anden måde og have en fest. Fremfor alt handler det dog om, at man kan skabe en personlig oplevelse, selvom folk sidder bag en skærm.
»Når folk køber noget over liveshopping, så kender jeg de fleste kunder og de kan spørge om f.eks. størrelser, fordi jeg kender dem og deres størrelse. Samtidig ved jeg, om det passer med noget af det tøj de har i forvejen. Jeg kan nemlig altid huske, hvad folk har i deres garderobe.«
Hjertefamilien
Som butiksdrivende har man altid brug for nye kunder, og der er liveshopping en rigtig god måde for Mit Hjerterum at møde nye kunder på. Lone og Brian kan se, at der stille og roligt er flere og flere der kigger med, og for Lone Löwenstein er det det, der er kernen i det hele, når man driver butik: mennesker.
»Min drøm for fremtiden er simpelthen bare at at skabe en virkelig virkelig god butik. Et sted hvor man kan komme ind og få en oplevelse og finde det tøj man har brug for. Jeg har samlet et dygtigt hold ansatte, der er gode til at møde kunden og give dem den oplevelse man godt kan forvente, når man går ind i en butik.«
Mit Hjerterum beskæftiger seks ansatte i butikken, to lagerarbejdere og en der er ansvarlig for sociale medier. Derudover kommer er der også tre ungarbejdere, der kommer om eftermiddagen. Det er ifølge Lone Löwenstein rigtig vigtigt at have personale, der er kyndige.
»Vi skal være professionelle på den måde. Vi skal vide, hvad det er, vi laver og hvad vi arbejder med. Det er den forskel vi kan gøre modsat en webshop. For mig gør det en forskel, at man kan mærke tøjet, prøve tøjet og at vi kan rådgive folk. Vi er vanemennesker og jeg kan godt lide at rykke lidt ved folks grænser og se de muligheder, der er med en kunde.«
Hvis du er interesseret i at opleve liveshopping, så går Mit Hjerterum som vanligt i luften søndag kl. 16.00