Syng med på gamle og nye sange i højskolesangbogen
Kom og nyd en stund i fællessangens tegn, når tidligere højskoleforstander Birgitte Hansen sætter sig bag klaveret i Sognegården.
Om eftermiddagen 25. september giver tidligere højskoleforstander Birgitte Hansen et indblik i de nye sange og de begivenheder, der ligger bag. Under akkompagnement på klaver synges der udvalgte sange i fællesskab.
Det oplyser Ældre Sagen.
I efteråret 2020 udkom den 19. udgave af højskolesangbogen, og nu er Birgitte Hansen klar til at give et overblik over, hvilke sange der er bevaret, og hvilke nye sange der er kommet med.
Højskolesangbogen er et stykke kulturhistorie. Vi har i Danmarkshistorien oplevet store omvæltninger som afspejles i højskolesangbogens 125-årige historie. Højskolesangene skærper vores opmærksomhed omkring disse begivenheder.
Nogle af de nye sange har allerede fået os til at spærre øjnene op. For eksemepl ’Fortabt er jeg stadig’ af Stine Pilgaard og Katrine Muff Enevoldsen og ’Lyse nætter’ af Alberte Winding og Aske Bentzon.
Ældre Sagen i Ebeltoft har valgt Sognegården til dette arrangement blandt andet, fordi der er en god akustik og et rigtig godt flygel, det bliver en enestående og mindeværdig eftermiddag.
Det er mandag 25. september klokken 15 i Sognegården i Ebeltoft.
Husk tilmelding på aeldresagen.dk/ebeltoft