Havde en skrue løs: Spærrede bro af på grund af strøm-fare
Nu melder Verdo ud om ny-anlagt bro på Aarhus Ø, der blev spærret af og sikret på grund af melding om strøm i broen.
En indsatsleder fra Østjyllands Brandvæsen og betjente fra Østjyllands Politi måtte tirsdag aften rykke ud til en ny-anlagt bro på Aarhus Ø nær Helga Pedersens Gade.
Kl. 21.04 kom der nemlig en melding om, at der var stød i broen. Hvorvidt der rent faktisk var stød, kunne udrykningsfolkene dog ikke selv konstatere, men man valgte for en sikkerheds skyld at spærre broen af.
»Vi kan jo ikke gå ud og sætte fingrene på. Så vi kører derud, sikrer broen og overdrager så sagen til kommunen. Så på den måde er det ganske udramatisk,« lød det fra Anders Rathcke, operationschef ved Østjyllands Brandvæsen, til Lokalavisen.
Om og hvordan broen var endt med at være i stødet, kunne hverken politi eller brandvæsen komme med en forklaring på. Men det står nu klart, at en skrue har været løs - om man vil.
»Man vil aldrig kunne få stød«
Pia Westergaard, funktionsleder ved forsyningsselskabet Verdo, som har stået for at etablere lys langs gelænderet på den nye bro ude på Aarhus Ø, kan nu løfte sløret for, hvad der er sket:
»Vi blev kaldt derned her i morges af en fra Aarhus Kommune. Og vi har så prøvet at måle på broen, om der var noget, og vi kunne ikke måle noget eller mærke noget,« siger hun og fortsætter:
»Men efterfølgende har vi så konstateret, at vi er kommet til at skrue en skrue op i en ledning, som så kan have afgivet en lille smule strøm til broen.«
Men er det noget, der har været farligt?
»Nej, nej - det er det ikke. Altså vi kan slet ikke måle noget. Og nu har vi så fået skruet den skrue ud af ledningen. Og så har vi selvfølgelig målt det hele igennem igen,« siger Pia Westergaard fra Verdo.
»Lyset er installeret oppe i gelænderet, som er et træ-gelænder, så man kan også sige, at hvis personen (der meldte det, red.) har holdt i træ-gelænderet, så vil man aldrig nogensinde kunne få stød. Og mine folk prøvede også i morges, og de kan slet ikke konstatere, at der har været noget,« lyder det afslutningsvist.
Det var klokken 8 i morges, at Verdos folk var ude og kigge på broen - og den afspærring, der var på stedet skulle nu igen være ophævet.