Fortsæt til indhold

Inger Grene tegnede tøj til Rolling Stones og hits til Søstrene Grene

I denne uge genåbnede Søstrene Grenes ombyggede butik på Strøget - den første af de 273, der findes i verden i dag. Cresten Grene har planlagt det med sin mor og har historien intakt.

Samfund

I denne uge genåbnede Søstrenes Grenes allerførste butik efter en gennemrenovering, der sender den ind i fremtiden - med respekt for fortiden. Brødrene Grene, der i dag driver firmaet, har været med hele vejen, og værner om deres rødder og familiens historie, for uden den ville de ikke kunne sætte den rigtige retning.

Ærke-aarhusianske Mikkel og Cresten Grene er vokset op med fremadstormende forældre, tanterne Anna og Clara, nytænkt butiksindretning og eksotiske vareindkøb. Forældre åbnede den første Søstrene Grene-butik i Aarhus i 1973, da Cresten Grene var seks år gammel, og Mikkel Grene var nyfødt.

En af Cresten Grenes første oplevelser var en messe i Paris - da sad han i barnevogn. Siden har han og Mikkel leget i passagen, på bagtrappen, i baggården og på loftet over butikken på Strøget, der lå på første sal.

Passagen var stadig åben her i 1986. Man skulle ind i den, finde en opgang og op ad en knirkende trappe til Søstrene Grenes første butik, der lå på første sal. Man blev ledt rundt i butikken og ud i den anden ende af en anden trappe. Arkivfoto
Efter to års renovering er den historiske butik på Strøget igen åbnet i en ny og opdateret version med historiske indslag. Foto: Tahmasbi
Vi har bevaret de fine gamle detaljer, så for mig føles det stadig som at komme hjem og som at få et godt kram.
Cresten Grene, søn og kreativ direktør

»Man skulle ind i passagen og op ad en gammel knirkende trappe for at komme op i butikken. Der blev man ledt hele vejen rundt og ud af en lige så gammel bagtrappe. Der var en dejlig duft fra Jarls Konditori ved siden af, og jeg husker den helt særlige stemning,« siger Cresten Grene.

Han husker også det store tomme lokale, som forældrene overtog. Der havde også været konditori i det, så det var indrettet med båse, kunderne sad i. Båsene blev i første omgang bevaret og indrettet med hver sin varekategori bygget op af genbrugs-trækasser. Efter også at have været dansested i en periode, var der i lokalet et areal med parketgulv, der blev til en del af kasseområdet.

Søstrene Grenes første butik var født med stor kreativitet. Det er 50 år siden, og selv om den er blevet moderniseret og udvidet nogle gange siden, går Grene-familien ind i fremtiden med en helt ny og opdateret udgave af Søstrene Grene-koncernens allerførste butik.

Bagest i butikken kan man opleve, hvordan varerne bliver til lokalt ude i verden. Foto: Tahmasbi
Der bliver mulighed for at man kan være kreativ og gøre-det-selv i den nye butik. Foto: Tahmasbi

Butikken er nu i et plan

I Søndergade 11-13 skal man ikke længere op eller ned ad trapper, for et nyt baghus har gjort det muligt at udvide butikken i stueplan og indrettet boliger i ejendommens øverste etager.

Det betyder ifølge Cresten Grene ikke, at historien er forsvundet til fordel for en fremsynet butik.

»Vi har bevaret de fine gamle detaljer, så for mig føles det stadig som at komme hjem og som at få et godt kram, når jeg går ind i butikken,« siger den kreative direktør.

Et eksempel er de kakler, som oprindeligt var en del af Jarls Konditori fra 1942 til 1978. De hænger stadig, som de altid har gjort, og minder om den tid.

Terrazzogulvet er fra 1896. Det indeholder sjældne lyserøde og grønne sten, der viser, at materialerne er fra Italien. Foto: Tahmasbi
Jeg ved ikke, hvad mine forældre fik til morgenmad, men de var virkelig open mindede og seje. I jagten på unikke varer, tog de i 1975 med tog ind i Kina.
Cresten Grene, søn og kreativ direktør
Knud Cresten Vaupell Olsen og Inger Grene indrettede deres butikker med inspiration fra sydeuropæiske markeder og teaterscenografi med mørke vægge og stærke spots. Billedet er fra 1990. Arkivfoto

Inger Grene var med

Ejendommen var oprindeligt to huse med en passage imellem. I den var der er smukt terrazzogulv, som blev dækket til i 1950’erne.

»Vi har fundet terrazzogulv fra 1896. Det indeholder sjældne lyserøde og grønne sten, der viser, at materialerne kommer fra Italien. Vi kunne se en del af det i trappeopgangen, men nu er det hele afdækket, og det lykkedes os heldigvis at bevare det,« siger Cresten Grene, der har stået for ombygningen sammen med en række skarpe fagfolk og sin mor, Inger Grene.

Hun var med i de indledende faser indtil sin død i 2021.

»Hun sagde altid: ”Det må ikke blive for kedeligt, Cresten”,« ler han.

Inger Grene var arkitektuddannet på Skolen for Rum og Indretning, som det hed, og var meget arkitektonisk interesseret. Hun har været med til at udtænke en grøn oase på toppen af baghuset til glæde for beboerne, fortæller hendes søn, der faktisk også blev optaget på arkitektskolen som ung, men som blev så grebet af at åbne en Søstrene Grene i London, at arkitektskolen måtte klare sig uden ham.

Søstrene Grene har kunstneriske indslag som dette, der sender Cresten Grene ud i uendeligheden. Foto: Tahmasbi

Det nye i butikken

Ud over de historiske og genkendelige indslag i butikken er der nogle helt nye, som er både kunstneriske, gør-det-selv-agtige og digitale.

»Der skal være en rød prik i butikken, der springer på en. Her skal kunderne opleve noget anderledes, noget uventet og noget spændende. Derfor kan de nu sætte sig ved et bord og selv skabe noget, og de kan gå på opdagelse i vores artspace, der vil have skiftende indhold,« forklarer direktøren.

Han er lige så opmærksom som sine forældre på, at kunderne skal have noget særligt.

Knud Cresten Vaupell Olsen og Inger Grene, vidste, at for at lokke kunder til en butik, der have en besværlig placering på første sal, skulle butikken være noget helt unikt. Derfor skabte de Søstrene Grenes Økonomimarked med sin særegne fortællinger om Anna og Clara, de to søstre som guider kunderne gennem butikken med små citater og sjove bemærkninger på - stadig - håndskrevne skilte.

Klassiske Søstrene Grene, der stadig har håndskrevne skilte med små ankedoter og samtaler mellem tanterne Anna og Clara. Foto: Tahmasbi

Først med varer fra Kina

»Jeg ved ikke, hvad mine forældre fik til morgenmad, men de var virkelig open mindede og seje. I jagten på unikke varer, tog de i 1975 med tog ind i Kina som to ud af kun 13 skandinaver, der tog turen for at udforske, hvad man kunne handle med derfra,« ler Cresten Grene.

Ud af det kom, som nogen måske husker, blandt andet de såkaldte Kina-sko, som blev solgt i hobetal i 1970’erne.

Knud Cresten Vaupell Olsen havde en fortid i ballet-verdenen og stod for iscenesættelsen af butikken med spot på varerne og den klassiske musik i baggrunden.

Sådan så annonceringen ud i 1931, de Søstrene Grenes Økonomimarked åbnede. Arkivfoto
Vi værner om vores rødder og Søstrene Grene-sjælen, der er blevet ikke bare vores men en del af byens historie.
Cresten Grene, søn og kreativ direktør

Inger Grene var ret ukendt i offentligheden og sagde altid nej til at deltage i interviews, selv om hun var en betydningsfuld og nyskabende erhvervskvinde.

Hun arbejdede sammen med internationalt anerkendte virksomheder om blandt andet modetøj, garn og brugskunst. For eksempel designede og leverede hun scenetøj til The Rolling Stones’ World Tour 1971, efter at have mødt bandet på et hotel i København.

Hun udviklede til det sidste og foreslog i 2018, at Grene skulle producere en opdateret version af den populære velourstol i teddy-stof. Den kom i butikkerne i 2021 og blev den bedste sælgende vare det år, hun døde.

I 2021, hvor Inger Grene døde, sendte Søstrene Grene hendes nye version af den klassiske teddy-stol på gaden. Den blev det bedste sælgende det år. Foto: Tahmasbi

En del af byens historie

Hendes sønner har siden ført hendes første butik ind i fremtiden ved som aftalt at bygge et baghus i fem etager, en ny brandtrappe, en elevator, et nyt tag og udsugning. De har i stedet for at bygge nyt brugt mange ressourcer på at renovere det oprindelige. De har skrallet baghuset helt rent, renset gavlene, sandblæst væggene og bevaret stuklofterne, selv om der også skulle findes plads til isolering. Der bliver 13 lejligheder.

I butikken i stueetagen står varerne stadig i de så velkendte trækasser. Den klassiske musik - ofte Vivaldis - flyder som altid sagte. Anna og Claras profiler pryder fortsat alle de håndskrevne prisskilte, og priserne er stadig rimelige.

»Vi værner om vores rødder og Søstrene Grene-sjælen, der er blevet ikke bare vores men en del af byens historie. Og vi håber, at aarhusianerne er enige i det,« siger Cresten Grene.

Cresten og Mikkel Grene er sønner af Knud Cresten Vaupell Olsen og Inger Grene. De to brødre er henholdsvis kreativ direktør og CEO i forretningsimperiet. Pressefoto