Fortsæt til indhold

Du løber fra en aftale, når du sparer vores borgeres tryghed væk, Anders Kühnau!

Samfund
Kasper Bjerregaard (V), borgmester i Norddjurs Kommune Michael Stegger (S), borgmester i Syddjurs Kommune

Regionsrådet i Region Midtjylland skaber utryghed og usikkerhed for alle borgere på Djursland.

Så enkel og katastrofal er realiteten, hvis et flertal i Regionsrådet holder fast i et forlig om besparelser på akutområdet, når de om lidt skal andenbehandle budgetaftalen.

De to Djurslandskommuner bliver særligt hårdt ramt med besparelser på det nære sundhedsvæsen. Vores borgere, vores virksomheder og vores mange turister vil ikke længere have en akutlægebil med udgangspunkt i Grenaa, og akutklinikken på Sundhedshuset samme sted kan se frem til indskrænkede åbningstider.

Vi kigger dermed ind i et akutlandskab i kolossal forandring og med enorme konsekvenser. Det handler om garanti for hjælp, det handler om tryghed, og det handler i værste fald om tab af menneskeliv.

Ældre i risikogruppen for blodpropper og hjertestop, bekymrede forældre til akut syge børn og alle andre kan bogstaveligt talt kigge milevidt efter hjælp. Som borger eller besøgende på spidsen af Djursland får man nu 60 kilometer til nærmeste læge i en akut situation!

Det giver ingen mening, at man skærer i sundhedsvæsenet i et område, hvor man ved, at borgernes sundhedsprofil kræver større pleje, større omsorg og bedre adgang til sundhedsydelser, og at man laver besparelser i et område, hvor man allerede er udfordret med rekruttering og fastholdelse af praktiserende læger.

Der er i forvejen stor forskel i adgangen til sundhed, alt efter hvor man bor. Det forstår vi. Det accepterer vi. Men når man konsekvent øger uligheden i sundhed, vil den enkelte borger i et område som vores opleve, at hans/hendes liv er mindre værd end, hvis han/hun bor i en af de større byer.

Det er simpelthen ikke acceptabelt, at man først sparer Grenaa Sygehus væk og i en aftale betrygger borgerne med en akutlægebil og en akutklinik, for derefter at præsentere det som et besparelsesforslag efter få år.

Det er et klokkeklart tillidsbrud.

I en aftale fra 2010 i forbindelse med etableringen af Sundhedshuset i Grenaa indgik en døgndækket lægebil som en integreret del af Sundhedshus Grenaa.

Det gjorde den, fordi Region Midtjylland med daværende formand Bent Hansen var særligt opmærksomme på at øge trygheden for borgere i Norddjurs Kommune som et yderområde.

Hvis vi skal have lighed i sundhed, så skal der også være lighed i aftaler, hvad enten man hedder Bent eller Anders. Vi går ikke ud fra, at Region Midtjylland bevidst bryder aftaler? Vi tænker derfor, at forligspartierne ikke har kendt til aftalens indhold.

Vi lever i en samfund baseret på tillid. Hvis vi ikke længere kan stole og agere på de aftaler, vi som kommuner og regioner indgår, så bliver det umuligt at samarbejde. Aftalebruddet går i den her situation ud over vores borgeres basale ret til nødvendig hjælp i akutte situationer.

Det er heldigvis ikke for sent at fiske aftalen op ad affaldsspanden og sikre akutlægebilens overlevelse og akutklinikkens åbningstider i Grenaa og vores borgeres garanti for hjælp og tryghed.

Holder Regionsrådet derimod fast i besparelserne, vil vores borgere opleve, at deres liv er mindre værd, blot fordi de ikke bor i en af de større byer.

Med en beslutning om at fjerne akutlægebilen og indskrænke åbningstiden i akutklinikken

•Så bidrager man til et Danmark i ubalance.

•Så får vi mere ulighed i sundhedsvæsenet

•Så får vi større utryghed hos borgerne i yderområderne.

Det kan simpelthen ikke være meningen.