Første spadestik på Knopsvane Allé
Tæt på halvdelen af boligerne er solgt eller reserveret i det nye boligkvarter i Galten.
Ud mod de grønne arealer i den vestlige del af Galten skyder der nu dobbelthuse op på Knopsvane Allé; et projekt som har ladet vente på sig. Det betyder også, at boligerne, som mange har afventet allerede inden byggeriet er gået i gang, har oplevet en markant efterspørgsel i et boligmarked, som ellers har været præget af usikkerhed.
EDC Projekt Poul Erik Bech har sammen med EDC Aros Galten varetaget salget for Fink Ejendomme. Projektschef Tonny Broberg fortæller i en pressemeddelelse om projektet.
»Efterspørgslen på disse boliger har overrasket os positivt. At vi har solgt 5 og reserveret 2 boliger på nuværende tidspunkt var blot et håb, da salgsprocessen blev igangsat.«
»Vi er hos EDC overbevist om, at resultaterne kommer som følge af fantastisk arbejde fra Fink Ejendommes side, hvor vores input til boligerne og deres dedikerede medarbejder har ført køberne trygt igennem beslutningsprocessen.«
Personlig bolig
Kim Krogh fra Fink Ejendomme fortæller desuden:
»At vi her i starten af september kan tage første spadestik, er for os en glædelig milepæl, som både vi og kunderne har set frem til, og vi ser frem til at kunne levere kundernes tilpassede boliger i starten af det nye år. Vi er glade for, at vores tilgang til sådanne projekter bliver vel modtaget af kunderne i Østjylland, hvor vi er de nye spillere på markedet.«
Kim Krogh fra Fink Ejendomme varetager opgaven med at guide kunderne igennem alt fra valg af gulve, klinker til øvrige småtilpasninger af boligerne.
»Det er en god og gennemtestet proces, vi har med kunderne, hvor de har god mulighed for at sætte deres eget præg på boligen. Som jeg plejer at sige, er det selvbygger med alle de sjove materialevalg, så de får skabt deres personlige bolig, hvilket vi oplever kunderne ikke blive tilbudt på alle projekter rundt om i landet.«