Vi kan ikke være andet bekendt end at bevare akutlægebilen
Norddjurs Konservative indkaldte mandag d. 18.09.23 medlemmer af det Konservative Folkeparti i Region Midt til drøftelser omkring de varslede besparelser. Her deltog et medlem fra det Konservative Folkeparti fra Region Midt, byrådspolitikere fra Norddjurs og Syddjurs samt vælgerforeningsformændene fra Norddjurs & Syddjurs.
Ifølge Region Midtjylland blev akutlægebilen på Djursland tilkaldt 1.040 gange sidste år, hvoraf 25% af tilkaldene blev aflyst, da paramedicineren (som altid ankommer først) selv havde klaret opgaven. Det betyder, at der i 780 tilkald har været behov for akutlægebilen.
Hvilket udfald mon redningsaktionerne ville have haft, hvis ikke der havde været en akutlægebil?
Hvor meget er en borgers liv værd? Er det mere værd i Århus, Viborg, Herning osv.? I øvrigt byer, hvor der i forvejen ikke er særlig langt til nærmeste hospital, og hvor akutmodtagelsen med stor sandsynlighed vil kunne hjælpe i mange tilfælde.
Hvordan har man hos Region Midtjylland tænkt sig, at kompensere for den påtænkte serviceforringelse? Flere ambulancer? Bedre uddannede paramedicinere? Udvidet åbningstid i akutklinikken? Nej – budgetforliget indeholder også en indskrænkning af åbningstiden i akutklinikken.
Anders Kühnau udtaler til TV2 Østjylland, at man med forliget vil komme ”ned på samme niveau” som i f.eks. Region Syddanmark. Region Midtjylland har et areal, der er 1.000 kvadratkilometer større end Region Syddanmark og et befolkningstal, der er ca. 100.000 større.
Vi undrer os – er det et mål, at komme ”ned” på samme niveau som andre regioner? I øvrigt har Region Syddanmark et samarbejde med akutlægebiler fra Nordtyskland (Flensborg).
Norddjurs har i forvejen kategori af ”Udkantskommune”, ud fra bl.a. en anerkendelse af, at det er svært at tiltrække arbejdskraft. Med et budgetforlig, der i dén grad vil gøre både borgere utrygge og forringe velfærdsniveauet, kan det vise sig endnu sværere at tiltrække arbejdskraft og bosætning. En stor del af erhvervene i Norddjurs Kommune er industri og landbrug og bl.a. Grenaa Havn beskæftiger ca. 2.100 personer, hvor der med jævne mellemrum sker arbejdsulykker. Hvordan skal disse mennesker få akuthjælp?
Regeringen udtalte umiddelbart op til Folketingsvalget 2022, at Grenaa skulle have et nærhospital. Aftalepartierne i Folketinget var enige om, at bruge 4 mia. kr. på dette, for bl.a. at udligne nogle af ulighederne i sundhedstilbuddene i landet. Et budgetforlig som dét Region Midtjylland lægger op til, vil i dén grad skabe mere ulighed.
Så kære alle regionsrådspolitikere i Region Midt – det er en ommer, vi er på vegne af hele Djursland bekymret for følgevirkningerne for den helt almindelige borgers ve, vel og helbred, og for potentialerne i områdets bosætning og erhvervsfremme.