Fortsæt til indhold

Havneturné sætter fokus på havets frugter på kajen af Ebeltoft

Fredag fyldtes Fregathavnen af over 400 besøgende til Havets Dag, arrangeret af det østjyske havsamarbejde mellem syv kommuner, som arbejder for en forbedring af havmiljøets tilstand i den østjyske del af Kattegat.

Samfund
Havets frugter. Foto: Syddjurs Kommune

Vi ved det allesammen. Det står skidt til med havmiljøet. For nylig udnævnte miljøminister Magnus Heunicke sig selv til ’Havets Minister’ og erkendte i et interview i Politiken, at de danske politikere i årevis har svigtet beskyttelsen af havet.

»Vi har massive problemer med primært vores kystmiljø og dets vandmiljø. Massive problemer. For mig at se som miljøminister må det være min hovedopgave at rette op på det,« udtalte han i Politiken.

Hvad angår politisk handling, så er syv østjyske kommuner kommet ham i forkøbet, da de i december sidste år sluttede sig sammen i et Havsamarbejde med borgmester Michael Stegger Jensen som formand. Kommunerne er Norddjurs, Syddjurs, Samsø, Aarhus, Odder, Horsens og Hedensted og samarbejdets erklærede mål er en forbedring af havmiljøets tilstand i den østjyske del af Kattegat, så der skabes mere liv under havoverfladen.

Da samarbejdet blev lanceret udtalte professor Peter Grønkjær fra Institut for Biologi på Aarhus Universitet:

»Livet i de danske farvande er under stort pres og en koordineret indsats er helt nødvendig for at vende udviklingen. Der er stort potentiale i, at kommunerne går sammen for at skalere indsatserne op til et regionalt niveau, hvor indsatserne vil have større effekt.«

Samarbejdet er allerede mundet ud i helt konkrete ting og en af dem er en tur rundt til hver af de syv kommuner. Havneturnéen blev arrangeret i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening, Landsforeningen Levende Hav og Kysthjælperne under Danmarks Sportsfiskerforbund.

I fredags var det Syddjurs Kommunes tur, og det blev til Havets Dag i Ebeltoft. Her blev der sat særligt fokus på havets frugter, og hvordan de kan være nøgle til at få mere liv i havet og samtidig levere sund og klimavenlig mad.

Havhave og vogterhuer

Der mødte flere end 400 besøgende op til Havets Dag. Her kunne man møde repræsentanter fra det Østjyske samarbejde og ikke mindst nogle af de lokale foreninger i Ebeltoft, som bød på sejlture, åbent skib, smagsprøver, fremvisninger, rørebassin for børn og dialog om brugen af havet i bred forstand. Det drejede sig blandt andre om Ålekvasen Rigmor, paketbåden Skødshoved, kunstskibet Svartlöga, kutteren Margrethe, som fortalte om affaldsopsamling på havet, National Park Mols Bjerge, Komitéen Bæredygtig Kystkultur og Havhaven Ebeltoft Vig.

Sidstnævnte var tilbage i 2011 den første i Danmark til at lave en havhave, som kort fortalt er en pendant til de velkendte kolonihaver på landjorden, blot med dyrkning af marine råvarer i havet. En nyttehave til søs med mulighed for at dyrke blåmuslinger, østers og tang.

Foreningen fik til fredagens arrangement ros af borgmesteren, som holdt tale i sin egenskab af at være formand for det østjyske Havsamarbejde:

»I dag sætter vi fokus på havets frugter. Disse fødevarer kan produceres med et lavt aftryk på CO2-regnskabet. Regenerativ havdyrkning hjælper havets økosystemer med at få det bedre og samtidig give os lækre, bæredygtige fødevarer på middagsbordet. Havhaver som denne i Ebeltoft kan endda være med til at gøre vandet mere rent, da tang optager næringsstoffer og muslingerne renser vandet for alger. Jeg er stolt af, at vi har landets første havhave, som siden har spredt sig til andre dele af landet.«

Elever fra Kalø Økologiske Landbrugsskole bidrog på dagen med betragtninger om, hvordan de ser, at landbruget i fremtiden kan bidrage til at færre næringsstoffer skyller ud i havet, og elever fra Ebeltoft Skole gik alle hjem med røde Havmiljøvogter-huer. De var blevet Havmiljøvogtere for mindst en dag og forhåbentlig længere tid.

For alle besøgende var der dagen igennem mulighed for at smage på havets frugter, og koordinator i Havsamarbejdet Torben Tran Ankjærø fortalte efterfølgende om dagen:

»Interessen for at smage på havets frugter var stor – og kokken måtte købe ind midt på dagen til mere krabbesuppe for at lave en ekstra portion ekstra, da eleverne spiste spiste rub og stub stub om formiddagen. Så fremtidens forbrugere af havets frugter og havets vogtere er forhåbentligt klar til at gøre det bedre, end hidtil. Skal man dømme vores generations evne til at passe på havet - efter havets tilstand i dag – så man vist roligt sige, at der er plads til forbedring. Det var derfor fortrøstningsfuldt, at de ca. 80 unge mennesker deltog aktivt og mange af dem havde også et forhold til havet i forvejen.«

Havets frugter. Foto: Syddjurs Kommune
Michael Stegger Jensen, borgmester i Syddjurs, er også udpeget som formand ofor syv østjyske kommuners Havsamarbjede. Foto: Syddjurs Kommune
Flere end 400 gæster lagde vejen forbi Havets Dag i Ebeltoft fredag 22. september. Foto: Syddjurs
Havet byder på lækkerier, som kunne smages til Havets Dag.
Thomas Stampe Petersen, Nationalpark Mols Bjerge, har tidligere faciliteret projekter om at udplante ålegræs i Kalø Vig. Her tegner og fortæller han for de fremmødte til Havets Dag 22. september. Foto: Erling Engelhardt/Havhaven
Skoleelever spiste rub og stub af havets frugter, da de besøgte Bølgemarken i Fregtahavnen. Foto: Erling Engelhardt/Havhaven
Havets frugter indtages. Til venstre er det stifter af Havhaven Ebeltoft Vig, Thorkild Hansen.
Stemningsfoto fra Fregathavnen til Havets Dag i Ebeltoft. Foto: Syddjurs Kommune

Beskyt Mejl Flak

I sin tale sagde formanden for Havsamarbejdet, Michael Stegger Jensen, også:

»Vi noterer os en stigende national opmærksomhed på havets vilkår - det er glædeligt. Dyrkning af tang og muslinger i større skala kræver tilladelse. I Den Nationale Havplan er der udlagt arealer til dette formål. Havplanen er et dokument, som Havsamarbejdet i Østjylland er meget optaget af. Vi har overfor Erhvervsministeren påpeget, hvor vigtigt det er, at rekreative aktiviteter og turisme tilgodeses, fordi disse områder er særligt vigtige for kystkommunerne. Vi arebjder på flere fronter – men det hele starter og slutter med, at vi skaber en fælles forståelse for – og bevidsthed om – hvor vigtigt livet i havet er.«

Udover den igangværende havne-turné, har Havsamarbejdet grebet fat i både erhvervs- og miljøministeren med en opfordring til at øge fokus på de rekreative og naturmæssige værdier i Danmarks Havplan, og yderligere sendt et forslag til Miljøministeren, med ønsket om at havregionens største stenrev, Mejl Flak, som ligger mellem Djurslands sydspids og Samsø - udlægges som strengt beskyttet,så havnaturen får mest mulig ro til at genoprette biodiversiteten og de pressede fiskebestande.

Havsamarbejdet arbejder desuden med en omlægning af muslingefiskeriet, så skrab på bunden i udvalgte områder helt udfases. Der har også været afholdt møder i en bredt sammensat NGO-gruppe under Havsamarbejdet, hvor både naturorganisationer og erhverv sidder med, og så arbejdes der målrettet på at rejse midler til formidling af havnaturen og konkrete naturgenopretningsprojekter, for eksempel plantning af ålegræs, nye stenrev, muslingebanker og ’fiskebørnehaver’.