Luksusfælden: Tabita valgte neglene - og tabte både budget og kæreste
Når negle betyder mere end at få sin gæld bragt ned.
»Bare så jeg forstår det: Så negle er vigtigere end kreditorerne,« spørger Luksusfældens ekspert Kenneth Hansen tirsdag aftens hovedperson.
»I mit hoved, der er de,« lyder svaret fra Tabita, der netop har brugt 1.800 kroner på de negle, der i sidste ende er medvirkende til, at eksperterne må køre fra Nykøbing Mors med uforrettet sag.
En god måned forinden havde eksperterne givet Tabita 6.000 til mad og diverse.
Mere om det senere.
100 kroner på gælden - 11.300 på misligeholdt
Tabita afviklede 100 kroner om måneden på en gæld på 555.000. Det betød en månedlig, misligeholdt gæld på 11.300 kroner.
Derudover betalte hun ikke den aftalte husleje til kæresten.
»Jeg troede faktisk ikke, der skulle ligge så meget,« siger Tabita, da eksperterne har forladt stuen.
»På afvikling?,« spørger kæresten.
»Ja,« lyder svaret.
Der skulle skrabet omkring 11.000 kroner samme til den ubetalte gæld, men der var ikke meget hjælp at hente.
»Jeg skiller mig ikke af med bilen,« lød svaret til et af eksperternes forslag.
Et andet var, at kæresten skulle gå med til, at Tabita skulle betale mindre i husleje. Den øvelse var lidt lettere at sig ja til.
Mens eksperterne regnede på tallene gav de Tabita 6.000 kroner til mad- og diverseposterne - fordelt med 3.000 kroner på hver.
Seks en halv uge senere er eksperterne tilbage i Nykøbing Mors. Ifølge Tabitas egne beregninger, så har hun kunnet overholde budgettet.
»Når vi gør op, så har du brugt 1.400 kroner mere end du måtte,« lyder responsen dog.
»Det kan jeg ikke forstå,« svarer Tabita.
2.200 på negle og grønt
Tabita har dog brugt 1.800 kroner på negle og hos Matas - og 400 kroner på planter. Netop de indkøb, der skulle stoppe, hvis økonomien skulle reddes.
»Jeg føler mig nøgen uden dem,« fortæller Tabita, da eksperterne ruller udgifterne op ved havebordet.
»Man er nok nødt til at være nøgen i din situation,« lyder det lakoniske svar fra Jan Swyrtz.
Hovedpersonen er dog ikke sådan at slå ud af kurs.
»Jeg vil gerne af med min gæld, jeg vil gerne gøre rigtig meget for at få den væk,« siger Tabita.
Den udlægning er eksperterne ikke helt enige i.
»Vi kan ikke lægge et budget. Det er ikke overholdt - og de fremtidige indtægter er der ikke,« siger Jan Swyrtz.
Herefter kan eksperterne efterlade en gældsplaget Tabita i Nykøbing Mors - uden en plan for, hvordan hun kan komme videre i livet.
Normalt stille hovedpersonerne op til interview med pressen. Men ikke i dette tilfælde.
Viaplay Group oplyser, at Tabita og Michael, der siden programmets optagelse er gået fra hinanden, begge har det godt, men altså ikke ønsker at udtale sig til pressen.