Landets bedste Remabutik ligger i Østjylland
En stolt købmand Daniel Petersen og hans personale kan slet ikke stoppe deres jubel efter kåringen til årets Remabutik blandt cirka 350 konkurrenter.
Det er tre år siden, at købmand Daniel Petersen, snart 35, slog dørene op til Rema 1000 på strøget i Rønde.
Siden har butikken oplevet en lang optur, der kulminerede forleden. Kunderne har villet butikken.
På kædens traditionsrige rigsmøde forleden, hvor købmænd og baglandets medarbejdere var samlet, blev Remabutikken i Rønde kåret til den bedste i Danmark.
Rigsmødet kårer den bedste Rema-butik i hver region og den bedste i hele Danmark, så Daniel Petersen og hans to souschefer kunne køre hjem til Rønde med hele to voluminøse diplomer plus en murstenstung statuette.
»Det er en kæmpestor ære at blive regionsvinder. Det har været mit mål, siden jeg begyndte som købmand i Rønde i september 2020. Det overstiger alt, at vi så også bliver kåret til årets bedste Remabutik i hele Danmark. Indrømmet det var svært at få armene ned, men det er ikke mit værk alene. Vi er et hold af dygtige medarbejdere som har æren for det,« understreger Daniel Petersen.
Fastholder momentum
Priserne er regnet ned over Rema 1000 i Rønde siden starten i september 2020.
Alle tre år er butikken modtaget ’Frugt- og Grøntprisen’ på regionalt plan. Den bestyres og overrækkes af Landbrug og Fødevarer.
Men det stopper ikke her. For i to af årene har Remabutikken tillige været bedst på landsplan.
»Der venter en stor ledelsesmæssig opgave, for nu kan vi jo kun slå os selv,« lyder det usentimentalt fra Daniel Petersen.
»Vi må ikke blive magelige og hvile på laurbærrene. Vi må ikke synes, vi er gode, for målet er, at vi skal blive bedre.«
- Hvordan vil du forklare, at I løber med palmerne?
»Det skyldes mange ting. Vi har overholdt vores tal og modeller for økonomisk styring. Vi udviser en kompromisløshed i forhold til at skabe den bedste butik for kunderne. Selvfølgelig også vores start i Rønde, og det at vi på ’det grønne område’ har bevist os så flot.«
Daniel Petersen fremhæver Rema-koceptet, hvor enkelt købmand indgår en franchisekontrakt med ejerne. Den hverken båndlægger eller punker den enkelte købmand.
»Der er selvfølgelig nogle overordnede ting, der skal overholdes, men ikke noget, der forhindrer mit arbejde som selvstændig købmand. Jeg har selv ansvaret for både omsætning og bundlinje. Vil jeg placere mine varer anderledes i butikken, er det suverænt mine medarbejdere og mig, der bestemmer det.«
De økonomiske nøgletal har været i vækst siden 2020. Årsresultatet i 2022 kyssede de 1.5 mio. kroner. Ligesom egenkapitalen ligger over de 1.5 mio. kroner.
Jeg har fundet roen i RøndeKømand Daniel Petersen
Socialt ansvar
Daniel Petersen har cirka 60 ansatte i sit brød. Han gør meget ud af at skabe en korpsånd, som alle kan se sig selv i. Medarbejderne skal føle glæde og motivation. Det bygger i høj grad på tillid.
Det sociale ansvar er en del af det.
Daniel Petersen er troende i den forstand, at han tror på det groende i mennesket, også mennesker, der måske har levet et liv på kanten eller har haft det svært tidligere.
»Mit syn på andre mennesker er grundlæggende positivt. Det håber jeg også smitter af i hverdagen.«
»Vi forsøger at tage et sociale ansvar og give nogle mennesker en chance, som de måske ikke ville få andre steder. Få dem til at tro på, at de kan meget mere end de selv og andre tror. Og så dem til at lykkes med det.«
Fundet roen i Rønde
Daniel Petersen vidste meget tidligt i sit liv, at han ville gå købmandsvejen og gerne som leder.
Karrieremæssigt begyndte han som elev i Rema 1000. Senere blev han souschef og dernæst først købmand i Hobro fra 2015-2017 og derefter i Risskov fra 2017-2020.
Da muligheden for selv at starte en butik opstod i Rønde, var han fyr og flamme. Det var en opgave, som han ville gå langt for at løse.
»De to butikker, jeg som købmand havde haft indtil da, overtog jeg fra andre købmænd, men den nye butik i Rønde er den første butik, jeg skulle starte fra bunden. Det har været fantastisk at være med til at sætte mit personlige præg på butikken fra den første dag sammen med dygtige medarbejdere.«
Derfor har den snart 35-årige købmand da heller igen planer om at drage videre ad karrierestigen.
»Jeg har fundet roen i Rønde,« siger han.
»Jeg skal ikke videre. Det har jeg ikke ambitioner om.«
Han vidste godt, at Rønde var en stærk handelsby, men det har alligevel overrasket, hvor stærk den egentlig er med fire dagligvarebutikker og en lang handelsgade.
»Butikkerne er selvfølgelig indbyrdes konkurrenter, men jeg oplever et handelsmiljø, hvor vi godt ved, at vi er afhængige af hinanden og skal trække på fælles hammel. Det skinner tydeligt igennem, når vi sidder sammen rundt omkring bordet.«
50-60 timer
Daniel Petersen bor i Egå sammen med sin hustru Sofie. Parret har sønnerne Sebastian og Oliver på henholdsvis ti og ni.
Familien er hans base. Det betoner han flere gange under interviewet.
»Som selvstændig købmand er man altid på arbejde. Jeg beundrer min familie for at ville acceptere, at det er sådan det er.«
En arbejsdag begynder typisk mellem klokken seks og otte. Den slutter først mellem klokken 18 og 18.30.
»Jeg forsøger at koble af i weekenderne og være noget for familien her, men jeg har selvfølgelig min telefon åben, ligesom jeg også skal tage mine vagter i butikken.«
Hans hustru er sygeplejerske på nedsat tid, 25 ugentlige timer, på AUH.
»Det lyder måske gammeldags, men sådan har vi valgt at indrette os, mens børnene er små.«
Når Daniel Petersen har afsluttet arbejdsdagen, klapper han også computeren sammen og ned i tasken.
»Aftenerne er jeg til fodbold med drengene eller vi laver noget sammen hele familien.«
- Var det ikke lettere, hvis I flyttede til Rønde?
»Vi har talt om det, men det bliver først aktuelt, når drengene er færdige med skolen. Rent faktisk har vi boet i et sommerhus her, mens vi renoverede derhjemme, så Rønde er bestemt en mulighed for os senere.«