De vil redde verdenshavenes havmiljø: Tager patent på unik opfindelse
Grenaa-opfindere vil forhindre, at skibscontainere med farlig gods synker til bunds, hvis de ryger overbord.
Sidste år mistede et af Mærsks skibe 90 containere. De gik tabt under et uvejr på ruten fra Kina til USA, og blandt dem var ni containere fyldt med farligt gods i form af lithium-ion-batterier.
Når sådanne containere falder overbord, kan de briste og frigive skadeligt gods til stor skade for havmiljøet.
Men en innovativ opfindelse fra Grenaa har til formål at forhindre sådan et scenarie, skriver Lokalavisen Norddjurs.
Bag opfindelsen står Brian Pedersen, Carl-Erik Würtz Pallesen og Lars Riise. Efter mere end et års arbejde har de nu sendt en patentansøgning for deres ”Container Rescue System” (CRS).
CRS er i sin enkelthed designet til at holde containere flydende, hvis de falder overbord. Brian Pedersen beskriver det som en »redningsvest for containere«.
Systemet indeholder hydrostatiske selvudløsere, der aktiveres ved kontakt med vand. Det får containeren til at flyde, selvom den kortvarigt kan synke under overfladen.
Det unikke ved CRS er, at containere også er udstyret med et system, som vil udsende et signal, der kan videregives til skibe, som derefter kan byde ind på bjærgningsopgaver.
Brian Pedersen blev opmærksom på problemet med tabte containere via sin bror, der arbejder på Aarhus Havn.
Især containere med farligt gods er et stort problem, da delastes øverst på fragtskibe, så de kan fjernes hurtigt i nødsituationer. Det gør dog også, at det er de farlige containere, der ryger først i havet.
»Vi redder ikke havmiljøet alene med vores projekt, men jeg tror på, at vi kan gøre en forskel,« siger investor Lars Riise.
Teamet skal nu til at udvikle en prototype i samarbejde med Ålsrode Smede- og Maskinfabrik, som har investeret materialer og arbejdstid i projektet og ser et stort potentiale.
For at udvikle en prototype har teamet bag CRS samarbejdet med Ålsrode Smede- og Maskinfabrik. Direktør Brian Basse har investeret både materialer og arbejdstid i projektet og ser stort potentiale i opfindelsen.
Ifølge World Shipping Council anslår man, at der fra 2008-2019 faldt 1.382 containere i havet hvert år.
»Det ville være fantastisk, hvis vi kan sikre, at disse containere når deres bestemmelsessted i stedet for at ende på havets bund,« siger Brian Pedersen.
Du kan læse hele historien om det spændende projekt hos Lokalavisen Norddjurs.