Kæmpe bøde og sur smiley til helsebutik
Hammeren er faldet for tredje gang i år, hvilket koster sur smiley og stor bøde til aarhusiansk firma bag online helseforretninger.
Kosttilskud, medicin, personlig pleje og mad og drikke kan købes over onlinebutikkerne Jala-helsekost og Helsebixen.
Nu har Fødevarestyrelsen dog konstateret, at firmaet bag de to online salgsplatforme, Firtal, ikke overholder lovgivningen, når det kommer til markedsføring og produktbeskrivelser.
Det fremgår af seneste kontrolrapport, som har medført en sur smiley og en stor bøde.
»Vi sælger 40.000 forskellige varer. Nogle gange er der noget på nogle af produkterne, som vi skal forholde os til og rette ind,« siger Mikkel Salling, der er direktør i firmaet Firtal, som har kontor i Lystrup.
Firmaet står for online helse- og personlig plejewebshops som »Helsebixen«, »Jala-helsekost«, »Made4men« og »Well«.
18. august var Fødevarestyrelsen på kontrolbesøg, hvor de blandt andet tjekkede firmaets markedsføring af flere produkter. For tredje kontrolbesøg i træk fandt styrelsen fejl ved de oplysninger, Firtal oplyser om flere produkter.
Blandt andet kommer firmaet med doseringsforslag af Husk Psyllium-kapsler, som ifølge produktbeskrivelsen webshoppen kunne kurere forstoppelse, diarré og irriteret tyktarm.
Dette går direkte imod lovgivning, som handler om sygdomsanprisninger. Det betyder, at man ikke må markedsføre et kosttilskud med medicinsk virkning, såsom at tilskuddet kan kurere diarré.
Derfor gav Fødevarestyrelsen en bøde på 20.000 kroner.
Problematisk markedsføring
»Kæmper du med forhøjet kolesterol, kan du prøve en af produkterne specielt fremstillet som kolesterol sænkende middel!«
Fødevarestyrelsen bruger dette tekststykke fra et af firmaets hjemmesider som eksempel på sprogbrug, der går imod lovgivningen i Danmark.
Tidligere har Fødevarestyrelsen begrundet overfor avisen, hvorfor den slår hårdt ned på »uspecifikke sundhedsanprisninger«, altså fejlbeskrivelser af produkter.
»Vi slår hårdt ned på, hvis man forsøger at bilde folk ind, at et produkt kan helbrede sygdomme, for følger kan være, at folk lader være med at gå til lægen. Når det handler om sygdomsanprisninger, bliver det som udgangspunkt vurderet som en grov overtrædelse, og så går vi direkte til bødeforelæg i stedet for at give en indskærpelse,« sagde Michael Gaudio Rosenmark, som er rejseholdschef i Fødevarestyrelsen, dengang til Din Avis Aarhus.
Listen over eksempler på forkerte oplysninger gør kontrolrapporten lang. Udover, at Firtal får en bøde på 20.000 kroner for den første fejlinformering, får firmaet endnu en bøde. Denne lyder på 30.000 kroner, da den bygger på et tidligere besøg, hvor Fødevarestyrelsen havde pointeret, at det er dybt kritisabelt, at misvise forbrugerne med sygdomsanprisninger.
I år har Fødevarestyrelsen udført tre kontrol af Firtal, de to første afførte mellemfornøjede smileyer med påtaler om misinformation. Den seneste og tredje af slagsen er en fuldt ud sur smiley og to bøder af en samlet værdi på 50.000 kroner.
»Der er ingen tvivl om, at det ikke er godt nok med sådan en kontrolrapport. Vi har aldrig modsat os at betale en bøde. Vi accepterer påbuddet og lægger os fladt ned og bruger vores energi på at gøre os bedre til næste gang,« forklarer direktøren.
Kompliceret lovgivning
Produktbeskrivelserne skrives af mennesker, derfor mener Mikkel Salling ikke, at man kan undgå fejl i produktbeskrivelser, da menneskelige fejl vil ske.
Alligevel mener han, at firmaet sagtens kan overskue de 40.000 produkter, de årligt forhandler. Direktøren mener heller ikke, at man skal være nervøs for at bestille produkterne fra deres hjemmeside.
»Forbrugerne kan stole på de varer, vi sælger, fordi de alle sammen er godkendte til salg i Danmark. Det, der står i kontrolrapporten, er en fortolkningssag, hvor man mener, at vi har overtolket effekten af produkter,« siger Mikkel Salling og tilføjer:
»Der er ikke en præcis definition i lovgivningen. Det er jo faktisk op til kontrollanterne at vurdere, om vi har holdt os indenfor reglerne. Vi har en negativ liste over ord, vi ikke må bruge. Den tilføjer vi selvfølgelig løbende til. Det er ikke nemt, men det er heller ikke, fordi det er umuligt.«
Firtal har fået anmærkninger for overtrædelser af fødevarelovgivningen på tre ud af de seneste fire kontrolbesøg. Kontrolbesøget blev blandt andet afholdt på baggrund af en anonym henvendelse.