Fortsæt til indhold

Ældre borgere må køre langt for at få et stik: »Det er irriterende fordi det virker som et stort tilbageskridt«

Region Midtjylland erkender at situationen er uholdbar. Derfor er der nye vaccinationstilbud på vej i Skanderborg Kommune.

Samfund
74-årige Karsten Jensen er altid blevet vaccineret. Nu, hvor han er tvunget til at køre uden for kommunen for at få sit stik, overvejer han dog at springe over for i år. Foto: Mark Sigetty.

Efteråret er over os og vinteren nærmer sig hastigt.

Det samme gør snotnæser, feber og hoste.

Siden 1. oktober er borgere over 65 år og personer med f.eks. kroniske sygdomme derfor blevet opfordret til at blive vaccineret mod sygdomme som influenza og covid-19.

Borgere i Skanderborg Kommune må dog se langt efter et vaccinested.

Sidste år kunne samme gruppe borgere gå til egen læge, men i år må de praktiserende læger ikke tilbyde et beskyttende stik til deres patienter. I år skal borgere i målgruppen nemlig stikkes på enten et regionalt vaccinationscenter eller et apotek.

Det vækker stor frustration hos flere af de ældre borgere i Skanderborg Kommune.

»Tidligere har vaccinemulighederne været gode nok her i kommunen. Sidste år kom vi bare ned til vores egen læge, og det er foregået ganske udmærket. En tur på apoteket ville også passe rigtig fint,« fortæller 74-årige Karten Jensen fra Skanderborg.

Det nærmeste regionale vaccinationscenter for en borger i Skanderborg Kommune er dog enten i Horsens eller Aarhus.

Høj efterspørgsel

Hvis man vil vaccineres på et apotek er billedet det samme.

Her er den nærmeste mulighed for mange skanderborgensere Odder Apotek.

Det kan ifølge Karsten Jensen få konsekvenser i hvert for hans og hustruens motivation for et stik.

»Selvfølgelig vil jeg tage imod en vaccine – det har jeg altid gjort, men det skal være til at komme til. Hvis man skal til Aarhus, Horsens eller Odder så tror jeg det afholder mange for at tage afsted. Især hvis man skal afsted to gange, som det ser ud til for os.«

Hos Ældresagen Skanderborg har man forsøgt at imødegå den lange afstand til et vaccinationssted ved at give mulighed for at ældre borgere kan blive vaccineret i Kernehuset Bellis som holder til i Sundhedshuset i Skanderborg.

Her har man i samarbejde med Danske Lægers Vaccinationsservice tilbudt at vaccinere hhv. torsdag 5. oktober samt onsdag 11. oktober og torsdag 19. oktober.

»Om der har været muligheder nok her i kommunen, det har jeg svært ved at sige noget om. Jeg kan kun sige, at vi fra ældresagen gør alt for at tilgode se de behov der er,« siger Finn Sørensen, der er formand for lokalafdelingen Ældresagen Skanderborg.

Han fortæller, at de hos dem har fået et hav af henvendelser om vaccination.

Svært med selvbetjening

Henvendelserne til Ældresagen Skanderborg har indtil videre drejet sig om alt lige fra, hvor man kan blive vaccineret til hvordan man booker online.

Særligt det sidste har dog været en gennemgående udfordring for mange.

»Det, der har været problemet, har været at skulle betjene sig selv, når man skal booke en tid til vaccination online. Det synes jeg, vi er kommet godt igennem. Vi havde et tilfælde i forgårs, hvor en mand, der kun havde én hånd, gerne ville vaccineres. Så vejledte vi ham gennem det system. Det tog en halv time, men den var godt givet ud, fordi han endte med at få en tid.«

Man behøver ikke at være medlem af Ældresagen for at få en vaccinationstid i Kernehuset Bellis.

Problemet er dog, at der stort set ikke er flere ledige tider på de tre datoer.

Finn Sørensen ved i skrivende stund ikke, om der kommer flere datoer, hvor man kan blive vaccineret de kommende måneder, men afviser samtidig ikke muligheden.

»Vi har gjort, hvad vi kunne på nuværende tidspunkt. Hvis Danske Lægers Vaccinationsservice henvender sig til os igen, så er vi selvfølgelig åbne over for det.«

Nu lader det dog til, at der er godt nyt på vej til de

Nyt tilbud på vej

Udfordringen med ikke at have vaccinationssteder i Skanderborg Kommune er særligt stor i kraft af den gruppe borgere vaccinationstilbuddet henvender sig til.

For ældre og udsatte borgere kan finde kørelejlighed med bus eller taxa være forskellen på at blive vaccineret og på ikke at blive det.

Den risiko er man klar over hos Region Midtjylland.

»Vi er lige nu i gang med at lave et vaccinetilbud i samarbejde med Skanderborg Kommune,« fortæller kommunikationsrådgiver hos Region Midtjylland, Susanne Larsen.

Grunden til, at man ikke på nuværende tidspunkt at et vaccinationstilbud i kommunen, skyldes simpelthen, at det er kommet bag på dem, at ingen af de lokale apoteker har kunne tilbyde at give vaccinationer.

»Alle apoteker har kunne byde ind, men ikke så mange har budt ind på opgaven, som vi forventede. Derfor har vi godt kunne se, at der har været et behov. Det samme skete i Holstebro. Man har lavet et nationalt udbud, hvor det har været op til det enkelte apotek, om det er noget de vil byde ind på. Nogle vil og andre vil ikke. Hvis der ikke er nok apoteker der vil, så må vi så lave et tilbud.«

Det arbejdes der i skrivende stund intensivt på. Hvornår et sådant tilbud står klar, kan Region Midtjylland dog ikke sige noget om endnu.

»Der skal nok komme noget, og så vil man kunne se det på hjemmesiden. Forhåbentlig ved vi mere inden længe, når kommunen og regionerne får det sat i stand. Præcis hvor og hvornår vil jeg dog ikke love endnu.«

Et lokalt vaccinationstilbud kommer dog til at blive afgørende for om borgere som Karsten Jensen bliver vaccineret denne vinter.

»Hvis vi ikke kan komme til i Skanderborg Kommune, så tror jeg altså vi springer over. Især hvis vi skal afsted to gange. Så tager vi chancen og lader os ikke stikke.«

Det understreger dog, at det ikke er med hans gode vilje.

»Det er irriterende, fordi det virker som et stort tilbageskridt. Før kunne man bare smutte ned hos egen læge. Nu skal man pludselig til en af de andre kommuner. Hvis det var livsnødvendigt, kunne vi nok godt, men det er ret irriterende, at man ikke kan tilbyde noget her i Skanderborg. Det er også noget af det, der er i det.«