Fortsæt til indhold

Henry er grædefærdig: 15 centimer mudder og kloakvand i stuen

For Henry Bitsch har det kraftige regnvejr, der har ramt Østjylland, haft store konsekvenser: Hans hus er total oversvømmet, og han frygter, det ikke står til at redde.

Samfund
citathistorie: tv2 østjylland

Tyk, mørk mudder iblandet korn, grus og sand ligger som en dyne over Henry Bitschs hus.

Trægulvet i stuen buler, og de våde brædder stikker op. På skabene i badeværelset er der beskidte mærker 20 centimeter oppe, der markerer, hvor højt kloakvandet stod.

Man skal nærmest sparke sig frem gennem vand og mudder.

»Det ligner, der har været en tsunami forbi. Der er jord og vand over alt. Jeg er grædefærdig og frustreret,« siger Henry Bitsch, der er førtidspensionist.

Han bor på Terpvej 6 i Sorring i Silkeborg Kommune, og det kraftige regnvejr, der har ramt Østjylland tirsdag, har medført oversvømmelser i en sådan grad, at huset lige nu er ubeboeligt.

Henry Bitsch står oven på den rist, hvor vandet på vjen skulle løbe ned. Der er bare ikke plads til mere vand. Foto: TV2 Østjylland.

Strømmen er også gået, efter flere stikkontakter har været under vand.

»Jeg kan ikke gøre noget. Jeg har kastet håndklædet i ringet. Håber bare, at vi kan blive genhuset, og så er der nogen, der må tømme huset, pumpe vand ud, affugte det og erstatte møbler,« siger Henry Bitsch.

Omgivet af bakker

Huset på Terpvej ligger i lavning med bakker rundt om. Ifølge Henry Bitsch er huset formenlig bygget på en gammel mose eller branddam. Så når det regner, løber alt vandet mod Henrys hus.

»Det er sket mange gange før ved skybrud. Jeg har også forsøgt at banke hul i en sokkel, så vandet kan rende forbi hoveddøren, men det hjælper ikke noget, når der kommer så meget vand så hurtigt,« siger Henry Bitsch.

Han fortæller, at de store mængder jord, der er strømmet med ind i huset, kommer fra omkringliggende nyplovede marker samt nogle grøfter, hvor der fornyligt har været gravet til kabler.

»Vi har kæmpet mod oversvømmelser på Terpvej siden 2000. Kommunen har nok forsøgt at gøre noget, men slet ikke nok. De sidder inde på kommunen i deres laksko og nypressede bukser og ved ikke noget om, hvordan det ser ud herude,« siger Henry Bitsch.

Han kritiserer, at der ikke er blevet gjort mere for at undgå oversvømmelser i området.

»Hvis der havde været styr på kloakeringen, kunne jeg have haft tørre strømper i dag,« siger han.